Kaldte Trump 'det gennemførte mareridt': Der er ingen tvivl om, at vi ser forskelligt på nogle ting

Jeppe Kofod er i dag udenrigsminister, og nu er tonen mere diplomatisk over for den kommende gæst.

Udenrigsminister Jeppe Kofod udtrykker sig i dag i mere diplomatiske vendinger om den amerikanske præsident Donald Trump og hans regering i Washington. (© (C) DR Nyheder)

'Obama blev den uforløste drøm. Trump kan blive det gennemførte mareridt.'

Sådan indledte daværende europaparlamentsmedlem og næstformand for Europa-Parlamentets USA-delegation Jeppe Kofod (S) 11. januar 2017 sit debatindlæg på det politiske nichemedie Altingets netavis.

Samtidig kaldte han den amerikanske præsidents regering for 'et farligt bekendtskab for alle andre end de republikanske kernevælgere'.

I dag er Jeppe Kofod Danmarks udenrigsminister og skal være med til at modtage præsident Donald Trump og førstedame Melania, når de kommer til Danmark på statstsbesøg i 2. og 3. september.

Mener du stadig det, du skrev i indlægget, nemligt at Trump kan blive det gennemførte mareridt og er et farligt bekendtskab?

- Der er ingen tvivl om, at vi ser forskelligt på nogle ting i Danmark og USA. Eller mellem præsident Trump og den regering, vi har nu (i Danmark, red.). For eksempel i forhold til klimaspørgsmålet, hvor der ikke er tvivl om, at Danmark er parat til at gennemføre Paris-aftalen, der skal undgå temperaturstigninger, som ødelægger vores klima, siger udenrigsministeren til DR Nyheder.

Mildere toner fra Jeppe Kofod

I sit debatindlæg fra 2017 skriver Jeppe Kofod desuden, at hvor Obama var den kølige, intellektuelle præsident med klare planer og mål, så vil 'Trump være den temperamentsfulde, utilregnelige præsident'.

- I hvert fald, hvis man skal dømme ud fra hans optræden på kampagnesporet og i tiden mellem hans valgsejr og hans indsættelse, skriver Kofod.

Men i dag, hvor rollen som oppositionspolitiker er skiftet ud med udenrigsministerposten, er retorikken i forhold til den amerikanske præsident mere afdæmpet.

- Når man kommer til Danmark, vil man se et land, hvor både befokningen og erhvervslivet er stærkt optaget af klimaspørgsmålet og mener, at der skal ske noget. Og der er god mulighed for præsidenten for at se, at der er en anden vej i forhold til at løse det her. Så der er en helt konkret uenighed mellem den amerikanske præsident, Danmark og meget af den øvrige verden, siger han.

Gode relationer til USA

Kan du på det grundlag svare ja eller nej til, om USA stadig er en af Danmarks tætteste allierede?

- USA er en af vores tætteste allierede. Vi har rigtig mange gode relationer mellem USA og Danmark på det erhvervsmæssige område, men også i forhold til sikkerhedspolitik og udenrigspolitik, siger Jeppe Kofod og fortsætter:

- Der er en masse kontakter mellem Danmark og USA, mellem stater, virksomheder og folk, der studerer og rejser frem og tilbage. Og der er (danske, red.) familier, der har stærke rødder i USA og omvendt. Så det er vigtigt for os både mellemfolkeligt, politisk, kulturelt og historisk, og derfor er det stort, når en amerikansk præsident besøger Danmark.

Regeringen meldte for få dage siden ud, at den ser positivt på Storbritanniens ønske om, at Danmark bidrager til en flådemission i Hormuzstrædet i Den Persiske Golf.

Vil der komme presserende emner på bordet som for eksempel konflikten med Iran og situationen i Hormuzstrædet?

- Jeg kender ikke den præcise dagsorden endnu. Men det er vigtigt for os at drøfte de ting, der gør, at vi har en mere sikker verden at leve i. For eksempel at vores skibe kan sejle på verdenshavene, og at man respekterer de regler, der gælder i FN og i forhold til navigationsfrihed. Det er vigtigt for både USA og Danmark, siger Jeppe Kofod.