Der er store forskelle på geografien og befolkningssammensætningen i landets 98 kommuner. Og det har stor betydning for de udgifter, som kommunerne bruger på service.
Det fastslår Kurt Houlberg, professor og kommunalforsker ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Og det er en god ide at have med i sine overvejelser, når man ser den valgplakat, som Enhedslisten har hængt op på Frederiksberg.
- Vidste du, at Frederiksberg har Danmarks laveste serviceniveau, lyder spørgsmålet på plakaten, hvor man forklarer udsagnet med, at Frederiksberg Kommune ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet på 10 år er gået fra en placering som nummer 38 til nummer 98 og sidst blandt landets kommuner.
Laveste serviceudgifter per borger
Og på partiets hjemmeside tilføjer Enhedslisten, at Frederiksberg ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet også er den kommune, der har de laveste serviceudgifter per borger.
- Når man sammenligner kommunernes serviceudgifter, så skal man være meget opmærksom på, at en stor del af de forskelle der er, skyldes forskelle i kommunernes geografi og befolkningssammensætning - og dermed store forskelle i hvor store udgiftsbehovene er, fastslår kommunalforskeren og tilføjer, at undersøgelser viser, at helt op mod tre fjerdele af forskellene kan forklares med forskellene i geografien og befolkningssammensætningen.
Derfor er der ifølge Kurt Houlberg også en god forklaring på, at serviceudgifterne er lave på Frederiksberg, der ligger som en velbeslået enklave midt i Københavns Kommune.
- Lave serviceudgifter i en kommune som Frederiksberg skal blandt andet ses i sammenhæng med, at der er lave udgiftsbehov. Der er relativt mange borgere i den erhvervsaktive alder, som ikke på samme måde, som hvis der var mange børn og unge, har brug for at få kommunal service.
Mange med lange uddannelser
Oveni det er ifølge kommunalforskeren relativt mange Frederiksberg-borgere, som har længerevarende uddannelser, og relativt få, som enten er på kanten eller helt udenfor arbejdsmarkedet.
Men alligevel kan det godt give mening at sammenligne det kommunale serviceniveau, tilføjer Kurt Houlberg, selvom han stadig tager nogle forbehold.
- Når man kigger på det der hedder kommunernes serviceniveau, så bliver der i princippet korrigeret for, at der forskelle i kommunernes udgiftbehov, så på den måde er det tal umiddelbart mere sammenligneligt.
- Men man skal være opmærksom på, at det ikke kun inkluderer udgifterne til det man kalder serviceudgifter - men også udgifter til overførsler, det vil sige kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension med videre.
Det er altså ikke forkert, når Enhedslisten på Frederiksberg skriver, at kommunen har det laveste serviceniveau i landet.
Men når man kigger på det tal, så skal man være opmærksom på, at den udbetalte kontanthjælp og sygedagpenge også tæller med, når man vil sammenligne serviceniveauet.