- Sidder alle ved en computer og er inde på testen? Super, siger borgervejleder Caroline Henriques.
Vi er til valgskole med 24 arbejdsløse indvandrerkvinder i Københavns Nordvest-kvarter. Halvdelen af dem har aldrig stemt, selv om flere af dem har været her i landet i mere end 20 år.
Men i ugerne op til kommunalvalget får de en introduktion til det lokale demokrati og til, hvad de har indflydelse på i kraft af deres ret til at stemme til kommunalvalget.
- Første spørgsmål: Bør private virksomheder stå for en større del af hjemmehjælpen til ældre, spørger Caroline Henrique.
- Hvad siger du, Adilje – skal der være flere private virksomheder?
- Ja, svarer Adilje Fejzuli.
Vil stemme for første gang efter 22 år
Adilje Fejzuli er albaner fra Makedonien, men har boet i Danmark i 22 år. Hun har aldrig stemt ved kommunalvalget og har ikke tidligere været klar over, at hun kunne. Nu sidder hun ved computeren og forsøger at finde frem til, hvilken kandidats holdninger der passer til hendes. Det gør hun ved hjælp af kandidattesten fra Altinget.
- Så sætter du krydset dér, siger Caroline Henriques.
Adilje Fejzuli krydser af og går videre til næste spørgsmål. Ved dette kommunalvalg har hun tænkt sig at afgive sin stemme.
- Det er første gang. Min mand og mine børn har stemt, siger Adilje Fejzuli.

Troede ikke, deres stemmer talte
Adilje Fejzuli og de andre arbejdsløse indvandrerkvinder er i et forløb hos organisationen Hans Knudsen Instituttet, betalt af Københavns Kommune.
Forløbet skal øge deres chancer for at få et job, men i de sidste par uger har det handlet om at finde frem til deres egne holdninger til de områder, kommunerne har ansvaret for: skoler, ældrepleje, trafik og meget mere.
For mange af dem er det nyt, at de også kan være med.
- De gik ind i det her projekt og troede, at deres stemme måske ikke talte ligeså meget som andres, fordi de havde en anden etnisk herkomst, eller fordi de var arbejdsløse. Og pludselig er det gået op for dem, at deres stemme og min stemme tæller lige meget, siger Caroline Henriques.

Hiam Mohamad, er palæstinenser og kom til Danmark fra Libanon for 25 år siden.
Hun har stemt fire gange, siden hun kom til Danmark. Politik følger hun ikke så meget med i – men hun er glad for at blive klogere på politikernes holdninger ved hjælp af testen og forløbet.
- Jeg tror, jeg er socialdemokrat, siger hun.
- Men det bliver spændende at se.
Sproget giver problemer
Mange af kvinderne har store problemer med det danske sprog og med at forstå de ord og begreber, som de skal tage stilling til.
Ville det ikke være bedre at bruge de her timer på at lære dem dansk, frem for hvem de skal stemme på rådhuset?
- Vi lærer dem dansk hele tiden. Vi gør det bare ud fra aktuelle emner, og vi sidder ikke med danskbøger. Så når vi underviser i demokrati og valg, så er det hele tiden på dansk og hele tiden for at udvide sproget for kvinderne, siger Caroline Henriques.
Testen er svær for mange af kvinderne – cirka en fjerdedel af dem har aldrig gået i skole, fortæller Caroline Henriques.
Et andet spørgsmål i testen handler om, hvorvidt kommunen skal tage imod flere flygtninge. Adilje Fejzuli sætter sit kryds ved ”Delvist uenig.”
- Der er for mange flygtninge lige nu – derfor er jeg delvist uenig, siger hun.
Hvad er et valgkort?
Udover at få afprøvet deres holdninger får kvinderne også en introduktion til, hvordan det foregår, når man stemmer - helt praktisk.
- Vi har snakket om det mange gange, men jeg siger det lige igen: hvordan er det, hvis man vil stemme på et parti og hvordan er det, hvis man vil stemme på en bestemt person? spørger Caroline Henriques.
På bordet foran hende ligger en prøve-stemmeseddel, som kvinderne skal udfylde. Og i hjørnet står en stemmeboks, hvor kvinder om lidt skal øve sig i at sætte det vigtige kryds.
- I kan godt huske, at vi snakkede om, at alle partier har et bogstav, ikke?
Overrasket over resultatet
Adilje Fejzuli har fået resultatet af sin test frem på skærmen. Det er en kandidat fra Radikale Venstre.
Stemmer du så på dem?
- Ja, det gør jeg, siger Adilje Fejzuli.
Hiam Mohamad er ikke helt så sikker på, at hun rent faktisk vil stemme på den kandidat, som hun ifølge kandidattesten er mest enig med.
- Det er Alternativet. Det er jeg overrasket over, griner Hiam Mohamad.
- Det er et nyt parti. Jeg kender ikke så meget til dem. Måske stemmer jeg på dem, siger Hiam Mohamad.

Valg på prøve
Tiden er kommet til generalprøven på kommunalvalget. Caroline Henriques bliver til valgforordnet og sætter sig bag et bord.
- Hvad er din fødselsdag, spørger hun, præcist som de valgtilforordnede vil gøre det ved det rigtige valg i morgen.
Hiam Mohamad får sin stemmeseddel og sætter sit kryds bag et forhæng. Og så ryger stemmesedlen i valgurnen.
Hvad har du stemt?
- Det er en hemmelighed. Men det er spændende, siger Hiam Mohamad.