Médiatrice stemte for første gang i 2013: Nu stiller hun op som kandidat

- Vi både vil og skal deltage i lokalsamfundet, lyder det fra den nye ikke-vestlige kandidat.

Médiatrice Mushimye, der selv er flygtning og kommer fra et ikke-vestligt land, håber på, at flere ikke-vestlige borgere i fremtiden vil engagere sig i det lokalpolitiske liv. (Foto: © Mediatrice Mushimye (Privatfoto))

32-årige Médiatrice Mushimye er en af de ikke helt almindelige kandidater ved kommunalvalget.

Ikke nok med at hun er blandt de 327 ikke-vestlige byrådskandidater, som stiller op til valget i morgen, så er hendes kendskab til lokalpolitik i øvrigt også ret nyt.

Médiatrice satte nemlig sit allerførste kryds på en stemmeseddel ved kommunalvalget i 2013.

Fra Burundi til Brønderslev

Médiatrice Mushimye kom til Danmark i 2008 som flygtning. På det tidspunkt var hun 23 år gammel, og kom til landet som én af de 500 kvoteflygtninge, som Danmark skulle modtage efter aftale med UNHCR (De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge, red.).

Som 19-årig var hun flygtet fra borgerkrigen i sit hjemland Burundi, og herefter tilbragt tre år på et flygtningeherberg i den sydafrikanske by Johannesburg, før turen gik til Brønderslev.

I dag arbejder hun som sygeplejerske på børneafdelingen på Hjørring Sygehus, er gift og er mor til to - og så er hun byrådskandidat for Radikale Venstre i Brønderslev.

Vil repræsenterer dem uden en stemme

Selvom Médiatrices mærkesager handler om at ændre forholdene inden for børneområdet, ældreplejen og sygehus- og sundhedsvæsnet, så er der også en anden ting, som hun gerne vil opnår med sit kandidatur.

Hun vil gerne give dem, som ikke taler så godt dansk, en stemme i lokalsamfundet:

- I Brønderslev bor der mange andre fra ikke-vestlige lande, og dem har jeg snakket med. De siger, at det godt, jeg stiller op. At jeg viser dem, at vi (ikke-vestlige, red.) også bor her i kommunen og er en del af lokalsamfundet, fortæller Médiatrice Mushimye og tilføjer:

- De føler sig nogle gange lidt usynlige. Måske fordi de ikke kan det danske sprog så godt. Men de vil gerne bidrage til samfundet. Vi vil gerne bidrage til samfundet, siger hun.

Selvom Médiatrice ikke har tidligere politisk erfaring, så tror og håber hun stadig på, at hun kan gøre en forskel, hvis hun bliver valgt ind.

- Alle mennesker har jo noget, som kan bruges. Jeg har min livserfaring, min anden etniske baggrund og jeg er flersproget, siger hun.

Forsøger at få flere med ikke-vestlig baggrund til at stemme

I samme vending forklarer Médiatrice Mushimye, at hun har snakket med mange ikke-vestlige vælgere i kommunen, som ikke havde tænkt sig at stemme, men nu overvejer det:

- Jeg har snakket med dem om, hvad de og deres stemme betyder for vores lokalsamfund, og at det er godt og vigtigt, at de stemmer, så de viser, hvad de står for, fortæller hun.

For det er vigtigt, at flygtninge og indvandrere bidrager og vil bidrage til det lokale demokrati:

- Det kunne være godt, hvis vi kunne få nogle flygtninge eller indvandrere i kommunens byråd, som kunne være med til at gøre en forskel. For vi er her. Vi bor her. Og vi skal have lidt mere indflydelse på, hvad der foregår i lokalsamfundet, slutter hun af.