Minister under politisk pres for at opsætte flere stærekasser

Udvalg er forsinket med rapport om fremtidens fartkontrol.

I 2009 blev stærekasser afprøvet på 10 udvalgte vejstrækninger på Sjælland. Forsøget nedsatte hastigheden med 12 procent. (Foto: © TORKIL ADSERSEN, Scanpix)

Bilister skal i fremtiden have farten kontrolleret af flere fastmonterede stærekasser på farlige vejstrækninger.

Det mener et flertal i Folketinget - præcist som transportministeren også lovede det sidste år. Dengang satte Hans Christian Schmidt (V) et udvalg i gang med at undersøge, hvordan bilisternes fart skal kontrolleres.

Udvalget skulle have afsluttet sit arbejde 1. januar i år - men det er ikke færdigt endnu.

Ifølge De Konservatives transportordfører, Rasmus Jarlov, bør det ikke være så indviklet:

- Jeg synes ikke, det må være så kompliceret at beslutte, at vi skal sætte nogle stærekasser op rundt omkring, og at vi skal have færre fotovogne, siger han.

I dag står de mobile fotovogne for 90 procent af fartbøderne. I år står bødeopkrævningen fra fotovognene til at slå alle rekorder med et beløb på over 600 millioner kroner, hvis udviklingen resten af året fortsætter i samme takt som i årets første ni måneder.

Det er mere end en fordobling på to år.

Men der kan ofte være større trafiksikkerhed i at sætte en fastmonteret stærekasse op på farlige strækninger, så bilisterne ved, deres hastighed bliver tjekket.

Det siger transportordfører Villum Christensen fra Liberal Alliance:

- Man ved, at når man ser en stærekasse, så letter man på speederen. Og dermed sker der færre trafikuheld, siger han.

Betjente skal frigives

Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn, bakker også op om stærekasserne:

- Der er slet ikke nogen tvivl om, at stærekasser er fremtiden. Næste gang, vi skal foretage os noget på fartkontol, så skal vi den vej, siger han.

I Dansk Folkeparti er gruppeformand Peter Skaarup klar til at gå i gang med at skifte til stærekasser:

- Jeg mener godt, man kan erstatte fotovogne med stærekasser mange steder, hvor der er udfordringer i trafikken. Stærekasserne er ligeså gode, siger Peter Skaarup.

Flertallet er enige om, at en anden fordel ved at bruge ubemandede stærekasser er, at nogle af de betjente, der i dag sidder i fotovogne, bliver frigivet til andet politiarbejde.

Et udvalg undersøger netop nu, hvordan fremtidens fartkontrol skal se ud. Transportminister Hans Christian Schmidt (V) vil først udtale sig om emnet, når udvalget er færdig med sit arbejde.