Fortvivl ikke, kære læser, hvis du har lidt svært ved at hitte rede i, hvem der vil hvad, og hvem der er allierede med hvem på dansk politiks senest åbnede slagmark om pensionsalderen.

Den korte version er, at det grundlæggende er alle mod alle - lige bortset fra Venstre, Liberal Alliance og De Konservative, der har surret sig sammen på den borgerlig-liberale ø, vi kalder regeringen.

Herfra kan de se vandet blive pisket op af Socialdemokratiet, der har sat det hele i gang med en snedig strategi, men et uklart mål om at differentiere vores allesammens pensionsalder på en eller anden måde, så det kommer de mest nedslidte (og den rødeste del af fagbevægelsen) til gavn. SF, Enhedslisten og Alternativet er sådan set både for og imod Socialdemokraterne. For de vil længere.

De Radikale holder med de borgerlige og Dansk Folkeparti, og Dansk Folkeparti holder groft sagt med alle og ingen - bortset fra sig selv.

Dybt kompliceret

Stadig forvirret?

Det er ikke underligt, for den nye diskussion om, hvornår vi skal kunne trække os tilbage lyder utrolig simpel - herregud, det er jo bare et spørgsmål om at lade nogle komme på pension, som i den grad fortjener det efter et langt og slidsomt liv på arbejdsmarkedet.

Men det er samtidig dybt kompliceret - herre jemini, det handler om den finanspolitiske holdbarhed, soklen under velfærdssamfundets økonomi, demografiske udfordringer, hængekøjeproblematikken og det sakrale økonomiske råderum.

Det er lige før, jorden på Slotsholmen vibrerer alene fra de nervøse trækninger hos de mange embedsmænd, der vogter over den danske økonomi i finans- og økonomiministerierne. Men lad os se på, hvad der - tilsyneladende - er enighed og uenighed om.

Velfærdsaftalen er det centrale

Soklen under dansk økonomi er nemlig ikke mindst støbt af Velfærdsaftalen fra 2006, hvor det blandt andet blev besluttet, at vores pensionsalder skulle vokse, efterhånden som vi bliver ældre og ældre. Et underliggende spørgsmål er derfor, om den velfærdsaftale skal stå ved magt. Skal vores pensionsalder blive ved med at vokse, efterhånden som vi bliver ældre?

Indtil videre siger alle, der var med til at indgå aftalen i 2006, at de står ved den. Det vil sige Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, De Radikale, Socialdemokratiet og Liberal Alliance, der tiltrådte, da de kom med i regeringen. Alle andre partier kræver en eller anden dæmper på den voksende pensionsalder.

Men for Socialdemokratiet er det et problem at skulle forklare folk med hårdt fysisk arbejde, at de skal knokle, til de er langt oppe i 70'erne. De nedslidte, og dem, der frygter at blive det, skal hjælpes. Det er der sådan set også bred enighed om - selv Liberal Alliance siger det. Spørgsmålet er bare: Hvordan?

Forbedring af senior førtidspension

Regeringen er klar til at forbedre den såkaldte seniorførtidspension. Den er netop lavet for at lade danskere gå fra, der nærmer sig pensionsalderen, men som ikke kan holde til mere. Men den fungerer dårligt og bliver brugt for lidt. (Det kan blandt andet skyldes, at daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen var med til at forringe den i 2012, men det er en anden historie.)

Så hvem vil være med til at forbedre den ordning? Det vil de fleste. De Radikale har det som deres mærkesag, Dansk Folkeparti er gerne med og det samme er sikkert Socialdemokratiet, hvis ikke regeringen lægger fælder ind i et udspil.

Hvis det er løst inden valget med et flertal bestående af regeringen DF og De Radikale, kunne der måske opstå en situation, hvor Socialdemokratiet ender som med dagpengesagen, da de gik i regering i 2011 og ikke kunne ændre de borgerliges dagpengeaftale, fordi De Radikale var en del af den.

Så med en eventuel aftale om en forbedret seniorførtidspension, burde regeringen kunne læne sig tilfreds tilbage og se Mette Frederiksens valgkanin hoppe rundt resten af foråret med ørene klippet af.

Dansk Folkeparti vil både og

Men så god er verden ikke mod Lars Løkke Rasmussen, der er kommet i defensiven af Socialdemokraternes træk. Dansk Folkeparti holder sig nemlig ikke tilbage for både at lave en aftale med regeringen med eller uden Socialdemokratiet og efterfølgende gå til valg på at ville støtte Mette Frederiksens målsætning om en fleksibel pensionsalder, uanset hvem der vinder valget. Det er trods alt et gammelt ønske fra Dansk Folkeparti. Og indtil videre kan socialdemokraterne konstatere, at de har stjålet dagsordenen og kan se frem imod et valg, der kan ende med at handle om deres yndlingstemaer.

Så langt så godt.

For det store spørgsmål bliver, hvordan en sådan model skal skrues sammen, så den rammer nedslidte, men så det stadig er en generel rettighed og altså ikke en ydelse, man kun kan få, hvis lægen vurderer, at man har behov.

Socialdemokratiet har været bevidst uklare, og Dansk Folkeparti nøjes med at komme med nålestik, der er designede til at tvinge Mette Frederiksen til at blive mere konkret: Hvem skal have rettigheden, og hvem skal ikke? Og fra hvornår?

Det seneste konkrete, der er kommet fra Dansk Folkeparti, er, at en differentiering af pensionsalderen først skal gælde for dem, der er født efter 1971, som først kan komme på pension som 70-årige. Det vil sige, at det skal gælde fra 2040.

Hængekøjen

Det handler om den såkaldte hængekøjeproblematik. Et udtryk, der er opkaldt efter en nationaløkonomisk kurve, som viser den forventede udvikling af bundlinjen i den offentlige økonomi, når man trækker udgifterne fra indtægterne. Kurven viser, at vi lige nu er i overskud. Men lige om lidt kommer der omtrent 20 år med forventede underskud, fordi de store årgange fra efterkrigstiden begynder at gå på pension.

Det er det, som hele velfærdsaftalen fra 2006 handler om. Hvis man helt fjerner aftalen om, at vores pensionsalder stiger med den gennemsnitlige levealder, ville de offentlige finanser ifølge Finansministeriet komme til at mangle svimlende 59 milliarder kroner, og der ville være underskud, så langt øjet rækker i et regneark.

Det er derfor spørgsmålet om vores allesammens pensionsalder er så ømtåleligt. Indtil videre står partierne sammen om velfærdsaftalen fra 2006.

Men om lidt er der valg, og Dansk Folkeparti rider på to heste. Og Finansministeriets regnedrenge har nervøse trækninger.