"Mennesker bytter de ud for penge, porten til frihed de låse og stænge"

Nej, det er ikke et citat om Finansministeriets regnedrenge. Trods alt.

Citatet er derimod en beskrivelse af adelen i "Skipper Clements morgensang", hvor bønder, tømrere og jyske knejte hvæsser leer og høtyve for at sætte gang i Grevens Fejde - en blodig borgerkrig mellem samfundets nederste og øverste klasser som ledte til reformationen i Danmark.

Finansministeriets adel

I dag - 500 år senere - skal man være forsigtig med at drage paralleller, men på Slotsholmen er der i øjeblikket en fornemmelse af, at det kan trække op til et oprør mod den politiske og administrative adel i Finansministeriet. En fornemmelse af, at der slibes høtyve blandt dem, der føler, at de har været trådt under fode for længe.

At Finansministeriet - eller "Finansen" som det hedder i daglig tale i omegnen af Christiansborg - besidder en betydelig magt, er uomtvistelig og ikke nyt. Det er en udvikling, man har set siden begyndelsen af 80'erne.

Mere og mere er blevet styret fra den store røde bygning på Christiansborg Slotsplads 1. Og spørgsmålet er, om mere og mere simpelthen er blevet for meget. Det ymtes der altid om i ny og næ - men normalt kun fra folk, der ikke sidder ved magten, og som ikke tilhører embedsmandsstanden. Det nye er, at kritikken kan høres helt ind på ministerkontorerne og i embedsværket.

Det vender vi tilbage til. For først er det værd at bemærke, at det ikke er uden grund, at regnedrengene i Finansen har fået magt.

Væk fra afgrunden

Da den konservative Poul Schlüter kom til magten i 1982, var der behov for budgetbisser. Topsocialdemokraten Knud Heinesen var tre år tidligere stoppet som finansminister under Anker Jørgensen, fordi han ikke kunne få lov at devaluere kronen for at bremse underskuddet på betalingsbalancen, og han udtalte de berømte ord om, at Danmark måske ikke kørte på kanten af afgrunden, som nogle gik og sagde. "Men vi har kurs imod den, og vi kan se den,” sagde Knud Heinesen.

Så der var bestemt grund til at give Finansens folk lov til at tage fat, da Schlüter kom til. Og det gjorde de. Senere under Nyrup udviklede det sig endnu mere.

Traditionelt var det Justitsministeriets jurister, der havde taget de store stillinger på Slotsholmen. Det var karrierevejen at blive jurist og komme ind i det magtfulde ministerium.

Nyrup og Lykketoft tog fat

Men det ændrede sig, da Nyrup gjorde Mogens Lykketoft til sin finansminister, og Anders Eldrup blev hans departementschef. Tamilsagen havde bragt det hæderkronede justitsministerium i knæ, og Lykketoft og Eldrup satte sig tungt på dagsordenen i regeringsapparatet som maskinrum for Statsministeriet.

I dag er mere end hver anden af de 19 departementschefer på Slotsholmen oplært i Finansministeriet. En håndfuld yderligere kommer fra Statsministeriet.

Siden Nyrup har centraliseringen af magten omkring Stats- og Finansministeriet kun taget til. Finansministeren er blevet højre hånd for statsministeren. Chefforhandler på fagministres områder - det var for eksempel Claus Hjort, der sad for bordenden og lavede politiforlig sammen med daværende justitsminister Søren Pind - problemknuser og nogle gange regeringens interne politimand, som uddeler verbale afklapsninger til ministre, der har trådt ved siden af.

Ministre med hatten i hånden

Nyrup og Lykketoft indførte et økonomiudvalg og et forberedende embedsmandsudvalg, hvor sagerne - som navnet antyder - blev forberedt for Ø-udvalget. Men det forberedende udvalg fik også mere og mere selvtillid med Anders Eldrup i spidsen, og i stigende grad blev det et nåleøje, som fagministre skulle igennem for at få lov at køre med en sag. Pludselig havde man ministre for socialpolitik eller sundhed, der måtte stå på gangen i Finansen med hatten i hånden og vente på foretræde for departementschefen.

Spørgsmålet er, om det hele med tiden er blevet vendt for meget på hovedet. Om det er endt der, hvor det er politikerne, der spørger embedsmændene om lov og ikke omvendt. At det er blevet halen, der logrer hunden.

Enorm magt

Noget er der i hvert fald galt, mener mange på Christiansborgs gange. Man kunne også helt usædvanligt høre det i DRs politiske radiomagasin "Slotsholmen" for en uge siden. Her tog tidligere departementschef i Socialministeriet Jesper Zwisler og tidligere udenrigsminister og klimaminister Martin Lidegaard (R) bladet fra munden og fortalte, hvordan Finansministeriet udøver en enorm magt over de andre ministerier.

I programmet kunne man høre om, hvordan embedsfolk fra Finansen blander sig i faglige detaljer i de andre ministerier, hvordan de sidder med til møder, hvor de i bund og grund ikke har noget at gøre, hvordan de blander sig i andre fagministres svar til Folketinget, og hvordan lavererangerende embedsfolk i Finansen helt konsekvent går til kontorchefer i andre ministerier - en praksis, der ellers er uhørt.

Også ministre klager

De hårdtarbejdende - og vær ikke i tvivl om den del - medarbejdere i Finansministeriet føler med stor sikkerhed kritikken som uretfærdig og fordrejet. Men helt ind i regeringens egne rækker kan man høre ministre beklage sig.

Over regnemetoder, de ikke anerkender, men som Finansen har besluttet er den rigtige tænkning. Over en afpolitisering af politik. Over at politik bliver dummere og dummere, hvis fagligheden ikke får plads, fordi der kun er et ministeries sandhed, der gælder: Finansens.

Det er ikke folk, der drømmer sig tilbage til en tid før 1982, hvor finansministre måtte give op og erkende, at økonomien var ved at brænde sammen. Det er folk, som drømmer om, at de stærke faglige kompetencer, der findes i Undervisningsministeriet, Kulturministeriet eller måske Fødevareministeriet kan få lov at gøre det fagligt klogeste under ansvar for økonomien. Hverken mere eller mindre.

Det kan være svært at tage en minister alvorligt, der piver over manglende magt og indflydelse. Man fristes til at sige, at de skal tage sig sammen og regere over systemet. Til at sætte sig igennem og være stærke nok til at modstå embedsmændene.

Det store spørgsmål er, om det i virkeligheden er for sent at forvente, at den enkelte minister kan klare netop det. Om porten til politikernes, ministrenes og de ikke-finansministerielle embedsmænds frihed er låst og stængt så forsvarligt, at politikerne er nødt til at samle sig i et oprør mod den moderne adel på Slotsholmen.

Du kan høre mere om embedsmændenes magt i P1 i dag klokken 9:05 i programmet "Slotsholmen". Det seneste program kan høres her.