Pompeo på vej til Danmark: 'Arktis er ingen legeplads for store magter'

USA's udenrigsminister bliver i København mødt med bekymring om militære aktiviteter i Arktis.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), siger, at Danmark vil gøre endnu mere ud af at lade Grønland og Færøerne sidde med ved bordet, når Arktis er på den internationale dagsorden. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Både Danmark, Grønland og Færøerne tager imod USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, når han i morgen ankommer til København.

Det er nemlig amerikanernes aktiviteter og flirten i Arktis, der står øverst på dagsordenen, når de tre dele af Rigsfællesskabet skal drøfte blandt andet sikkerhed, økonomisk udvikling og handel med Pompeo.

Og det er en mærkesag, at Arktis forbliver et 'lavspændingsområde', det vil sige uden storpolitiske konflikter, lød det fra de tre lande på et pressemøde her til aften.

Russernes øgede militæraktiviteter samt USA's stadigt større interesse i området giver anledning til bekymring.

- Arktis er vores spisekammer. Vi er meget bekymrede for, om Arktis skulle blive en legeplads eller krigsskueplads for store magter. Vi må passe på Arktis og få alt det gode ud af det, men det skal fortsat være et lavspændingsområde, sagde Jenis av Rana, Færøernes landsstyremand for kultur- og udenrigsanliggender.

Grønland vil have gang i turismen

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), pointerede, at han anså mødet med Pompeo som en 'unik mulighed' for at præge udviklingen i Arktis.

- Vi insisterer på en udvikling i regionen, der er præget af lavspænding, at den kommer befolkningen til gode og tager hensyn til klima og det arktiske folks berettigede krav om økonomisk udvikling. Vi tre står skulder ved skulder, for det er en forudsætning for at gøre vores stemme gældende i det arktiske områder, sagde han.

- Vi ser gennem fælles briller på, hvad det er for nogle udfordringer, vi har i Arktis, sagde udenrigsministeren.

Grønlands minister for udenrigsanliggender og energi, Steen Lynge, gav udtryk for, at Grønlands regering ønsker et endnu tættere samarbejde med amerikanerne.

- Den grønlandske regering er glad for, at USA har genåbnet sit konsulat i Nuuk. Vi kommer til at indgå aftaler om uddannelser, handel og kultur og håber på et samarbejde inden for turisme og råstofindustri, så det kan gavne den enkelte grønlænder, sagde han.

Udenrigsminister Mike Pompeo besøger kun Storbritannien og Danmark på sin rundtur til Europa. (Foto: © HANNAH MCKAY, Scanpix)

Den amerikanske udenrigsminister lander direkte fra et todages besøg i London, hvor han mødtes med blandt andre Storbritanniens premierminister, Boris Johnson.

Pompeo har sagt, at også Kinas behandling af Hongkong vil være højt på hans politiske dagsorden.

Sidste gang en amerikansk udenrigsminister besøgte Danmark, var i 2016.