Radikale klar til at gå rød enegang med de blå i nyt energiforlig

Morten Østergaard og De Radikale er klar til at bryde med rød blok på det grønne område og lave forlig med blå blok alene.

Morten Østergaard og De Radikale vil med i et nyt energiforlig - også selv om de bliver eneste parti fra rød blok. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Radikale Venstre er klar til at bryde med det fælles fodslag i rød blok omkring klima- og energipolitikken og alene gå med i et energiforlig med blå blok.

Det siger Morten Østergaard, politisk leder for De Radikale, efter ugens forhandlinger med regeringen, hvor partiet har lagt deres krav på bordet.

Netop klima-, miljø- og energipolitikken er ellers det område, som samtlige partier på venstrefløjen i dansk politik trods massiv uenighed på en række andre områder har fastholdt, at her kan de stå sammen.

Helt konkret vil De Radikale have højere ambitioner for, hvor stor reduktionen af drivhusgasser skal være i 2030 i Danmark, højere ambitioner for, hvor stor en del af el- og varmeforbruget i Danmark der kommer fra vedvarende energi, flere penge til forskning og sikre langt flere elbiler på de danske veje.

Kan partiet få det, er de villige til at slå til, også selv om de som eneste parti fra rød blok måtte blive en del af aftalen.

- Det her er det samme signal, som Radikale altid har sendt. Det er vigtigere, hvad vi samarbejder om, end hvem vi samarbejder med. Det er resultatet, vi samarbejder om her.

Konkret skal udslippet af drivhusgasser reduceres med 60 procent i 2030. Målt i forhold til 1990. Og så skal brugen af vedvarende energi i 2030 udgøre 60 procent af Danmarks samlede el- og varmeforbrug. Regeringen har spillet ud med 50 procent.

- Jeg mener, vi vil svigte klimaet, den grønne omstilling og de mange arbejdspladser, der er i det, hvis vi lader chancen for at få et grønt energiforlig forpasse, fordi det snart er valgkamp, siger Morten Østergaard.

I modsætning til Socialdemokratiet har De Radikale det fint med, at finansieringen af et nyt energiforlig, der vel at mærke imødekommer deres krav, finansieres delvist af det økonomiske råderum.

Regeringen skal have Dansk Folkeparti med

Men aftalen er ikke hjemme, før regeringen også er enige med Dansk Folkeparti, som på forhånd har meddelt, at pengene til et nyt energiforlig skal findes ved forhandlingsbordet.

Hvis det lykkes regeringen at blive enige med De Radikale og Dansk Folkeparti, vil Socialdemokratiet også få mulighed for at være med i aftalen.

De Radikale er optimistiske.

- Vi tror på, at Venstre kan forpligtes til noget, der er langt grønnere end deres udspil. Og det er godt for energipolitikken, at vi uanset, hvordan det måtte gå ved næste valg, så er sikre på, at der er en ambitiøs grøn omstillingspolitik i Danmark, siger Morten Østergaard.

Forhandlingerne mellem regeringen, De Radikale, Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti fortsætter i midten af næste uge.

Her er det både indholdet og finansieringen, der endnu skal aftales på plads.

Energiminister tager i mod håndsrækningen fra R

Meldingen fra De Radikales politiske leder vækker glæde hos klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V), der forsøger at få forhandlet en aftale på plads inden sommerferien.

- Jeg er meget, meget glad for meldingen fra De Radikale om, at de er parate til at tage et ansvar omkring den fremadrettede energipolitik i Danmark, siger energiministeren.

På spørgsmålet om, hvorvidt regeringen kan imødekomme De Radikales helt centrale krav i forhandlingsrummet, understreger Lars Christian Lilleholt vigtigheden af et energiforlig, der går på tværs af midten i dansk politik.

- Det er helt afgørende, at vi får så bred en aftale som overhovedet muligt. Og med den Radikale melding er der forhåbentlig blevet bedre udsigter til at vi kan få en bred energiaftale.

S har svært ved at se uenigheder med R

Hvor De Radikale er klar til at skrive under på et energiforlig, hvis deres krav bliver mødt, kræver Socialdemokratiet, at finansieringen af energiforliget ikke bliver fundet i det økonomiske råderum.

Det har partiet meldt ud sammen med Dansk Folkeparti.

Men udover finansieringen af forliget er partiernes krav til et nyt energiforlig tæt på at være ens, siger Jens Joel, energiordfører for Socialdemokratiet.

- Vi står fast på, at vi skal have grønt indhold og grønne ambitioner ind i aftalen, og så håber vi på, at den kan lande både bredt og hurtigt, siger han.

Artikel rettet 25. juni 2018: Regeringen har ikke, som det fremgik først, spillet ud med, at Danmark i 2030 skal reducere udledningen af drivhusgasser med 50 procent i forhold til 1990. Det er nu rettet.