Samtlige partier til debat hos Ældre Sagen: S og V uenige om pensionsordning

Venstre mener ikke, at det skal være en 'ret' at gå på pension, før andre, hvis dit job er hårdt.

Samtlige partier var mødt op til debat hos Ældre Sagen. Blandt publikum sad 350 af Ældre Sagens medlemmer, og netop de ældre kan blive en meget vigtig vælgergruppe for partierne ved det kommende folketingsvalg.

Skal det være en rettighed eller en visitation, der afgør, hvornår ældre kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet?

Det var et af de helt store spørgsmål, da samtlige partier var inviteret til debat hos Ældre Sagen, hvor blandt andet emnerne pension og sundhed var på dagsordenen.

De 11 partier kunne hurtigt blive enige om, at nedslidte skal have lov til at gå på pension, men hvornår, hvordan og hvem der skal afgøre, om man er slidt ned, var straks sværere for partierne at nå til enighed om.

- Jeg vil i virkeligheden foreslå, at vi laver to ordninger på samme tid. Og det vil sige en rettighedsbaseret tidligere folkepension til folk, som har været mange år på arbejdsmarkedet, og som er nedslidte, og så en ordning ved siden af, som kan samle dem op, der falder udenfor, sagde Mette Frederiksen (S) til de 350 fremmødte ældre i salen.

Men den ordning er finansminister Kristian Jensen ikke med på:

- Jeg er ikke enig i, at vi skal lave en rettighed, der gælder for alle uanset, hvordan de er i stand til at kunne klare et arbejdsmarked. Jeg mener, at vi skal lave noget, der er målrettet, sagde han.

DF og S: Det skal være en rettighed

Socialdemokratiet præsenterede for nylig et udspil med en differentieret pensionsalder, der skal gøre det muligt for visse håndværkeren at gå på pension før akademikeren. Forslaget bakkes op af blandt andre Dansk Folkeparti, som også gerne ser, at det er en ret, at man kan gå tidligere på folkepension, hvis ens job er særlig hårdt.

- Vi har en tanke om mellem 40 og 45 år på arbejdsmarkedet, men det skal også være branchespecifikt, hvor der skal være en definition af, inden for hvilke brancher man typisk er mere nedslidt end inden for andre brancher, sagde DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

- Det, vi taler om, er nogle udvalgte grupper, som har nogle mere nedslidende job. Folk vil gerne blive, hvis man kan, sagde han.

Mette Frederiksen ønskede derimod ikke at sætte en alder på.

- Der er en masse teknik, der skal på plads først. Men hvis man har været mange år på arbejsmarkedet og har haft et hårdt nedslidende arbejde, så synes jeg som socialdemokrat, at man skal have lov til at gå på folkepension før andre.

- Jeg ønsker ikke, at vores ældre skal være syge, før de kan trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet, sagde hun og understregede, at det skal kunne lade sige gøre uden nogen form for sagsbehandling.

Finansministeren: Hvad hvis man skifter branche?

Kristian Jensen (V) er enig i, at nedslidte skal kunne trække sig tilbage, men han mangler at se en lang række detajler i udspillet.

- Hvad hvis man skifter arbejde undervejs i sin karriere og både har været tømrer og arbejdet på kontor? Skal man så kunne trække sig tilbage før pensionsalderen, spurgte Kristian Jensen.

Dog er han enig i, at den nuværende ordning ikke fungerer godt nok.

- Jeg tror, der er syv forskellige ordninger, der skal hjælpe folk, der er nedslidte enten midlertidigt eller længerevarende, men vi må konstatere, at de ikke er gode nok, sagde Kristian Jensen og nævnte, at mange slet ikke kender til den nuværende seniorførtidspension, som derfor ikke bliver brugt efter hensigten.