SF vil tvinge regeringen til krav om alkolåse

Flere partier i rød blok og Dansk Folkeparti bakker op om forslaget. Venstre har tidligere været positive overfor alkolåse.

Havarikommission har tidligere foreslået, at dømte spritbilister skal tvinges til at få en alkolås installeret i deres bil. Foto: Jonas Vandall Ørtvig (Foto: © Jonas Vandall Ørtvig, Scanpix)

Venstre-regeringen sidder på hænderne i en for vigtig sag.

Sådan lyder begrundelsen fra SF for, at partiet nu fremsætter et beslutningsforslag om, at alle dømte for spritkørsel skal have installeret alkolåse i deres bil i to år efter generhvervelse af deres kørekort.

- Det er vigtigt, at vi kan færdes trygt på vores veje. Især her i julefrokostsæssonen. Men vi har ikke hørt noget fra regeringen, og de har ikke indkaldt til forhandlinger. De har kun udtrykt sig positivt overfor alkolåse, siger Jonas Dahl.

Venstre har netop tidligere været positive overfor forslaget, da Havarikommissionen for Trafikulykker i oktober i år udgav en rapport, der anbefalede alkolåse i dømte spritbilisters biler.

Syv har brugt frivillig ordning

I dag findes der både en frivillig og en obligatorisk ordning om alkolåse for personer, der er blevet dømt for spirituskørsel.

Takker man ja til tilbuddet, kan man få nedsat sin straf. Men siden den frivillige ordning blev indført 15. april i år, har kun syv spiritusbilister ud af flere tusinde taget imod det tilbud, viser Havarikommissionens rapport fra oktober og tal fra Anklagemyndigheden.

SF ønsker nu at fjerne muligheden for at fravælge ordningen med alkolås for dømte spritbilister.

- Vi kan jo se, at der simpelthen ikke er nok, der gør det. Og vi kan se i statistikerne, at der fortsat er mange dømte, der kører med alkohol i blodet. Og jeg synes, det er vigtigt, at vi får stoppet gengangerne, for de er til fare for alle os andre - men også for sig selv, siger Jonas Dahl.

Og så skal personer dømt for spirituskørsel med en promille mellem 0,5 og 1,2, som i dag ikke tilbydes en ordning med alkolås, også have installeret en alkolås i 2 år efter generhvervelse af kørekortet, mener SF.

Desuden lægger forslaget op til, at de dømte selv betale for installation af alkolås i deres køretøj, og det skal ikke længere være muligt at generhverve kørekortet før tid, når det gøres obligatorisk at anvende alkolås.

Opbakning fra DF og rød blok

Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen er positiv overfor SF's forslag:

- Når der er tale om domme med ubetinget frakendelse af kørekortet, synes jeg, at det er en rigtig god idé. Dansk Folkeparti har tidligere stillet lignende forslag, så vi er meget positive, siger han.

Også i rød blok er der opbakning at hente:

- Det er et godt forslag, for vi ser desværre, at mange dømte kører spritkørsel igen. Så vi er positive overfor det her forslag, fordi vi tror, at det kan være med til at stoppe spritbilisme, som er én af de store årsager til dødsfald i trafikken, siger De Radikales transportordfører Andreas Steenberg.

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) vil ikke udtale sig før forslaget behandles i Folketingssalen.

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.