Støjberg erkender ulovlig administration i sager om mindreårige asylpar

Der blev i strid med loven ikke foretaget partshøringer af asylpar, inden de blev adskilt, siger udlændingeministeren på samråd.

Inger Støjberg (V) i samråd om beslutningen om undtagelsesfrit at adskille ægtepar på asylcentre, hvor den ene ægtefælle er under 18 år. Det er andet samråd om samme sag og det første samråd 1. juni varede hele fem timer. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Der blev i mindst to og en halv måned administreret i strid med loven, da udlændingemyndighederne i foråret 2016 efter en instruks fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg begyndte at adskille mindreårige asylpar.

Det erkender ministeren selv på et samråd om sagen. Det er kravet om en såkaldt partshøring af de par, der skal skilles ad, som ikke er blevet opfyldt.

Inger Støjberg bliver på samrådet spurgt flere gange til, om der er administreret lovligt i sagerne om de mindreårige asylpar.

Hun svarer:

- I forhold til, at der skal ske en individuel vurdering, ja, det gør der. Det kan man jo netop se ved, at der er seks par, der ikke bliver adskilt på noget tidspunkt.

- I forhold til partshøring, så gør der ikke. Det sker først den 28. april, siger Inger Støjberg.

Ny forklaring

På et andet samråd i samme sag, der blev afholdt 1. juni, svarer Inger Støjberg ellers på et spørgsmål fra SF’s Holger K. Nielsen, at der rent faktisk blev administreret lovligt i sagerne om de mindreårige asylpar.

Holger K. Nielsen havde på samrådet 1. juni sammenlignet den aktuelle sag med Tamilsagen, der væltede Poul Schlüters regering i 1993, men det afviste Inger Støjberg netop med henvisning til, at der var administreret lovligt i sagen om de mindreårige asylpar.

- Der er simpelthen bare den forskel fra Ninn-Hansen og Tamil-sagen og så til mig og barnebrude-sagen, hvis man skulle kalde det dét, at der var en ulovlig administration under Tamil-sagen, og her er der en lovlig administration, sagde Inger Støjberg på samrådet 1. juni.

Ifølge et dokument, som Information har fået aktindsigt i, blev asylparrene adskilt så længe uden partshøring, at det ifølge juridiske eksperter var ulovligt.

De i alt 17 par, som blev adskilt uden partshøring umiddelbart efter ministerens instruks 10. februar sidste år, måtte i gennemsnit vente 94 dage, før de blev partshørt eller fik lov at flytte sammen igen.

Den længste ventetid var 137 dage, og den korteste var 71 dage. Det er ifølge eksperternes vurdering alt for længe, og derfor var praksis ulovlig.

Støjberg: Jeg blev ikke advaret om ulovligheder

For oppositionen er det en afgørende erkendelse fra Inger Støjberg, at der ikke er blevet administreret lovligt.

- Ombudsmanden har konkluderet, at ministeren instruks var ulovlig. Ministeren har nu på samrådet – det tog over en time – endt med at erkende, at administrationen var ulovlig, siger Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.

Socialdemokratiets Mattias Tesfaye vil vide, om Inger Støjberg undervejs i forløbet er blevet orienteret af sit embedsværk om, at de manglende partshøringer var ulovlige.

- Er det virkelig rigtigt, at selvom der kom breve fra Røde Kors og Institut for Menneskerettigheder, og der blev klaget til ombudsmanden, så var der ingen, der orienterede ministeren om, at loven blev brudt, spørger Mattias Tesfaye.

- Det er korrekt, lyder svaret fra Inger Støjberg.