DF-formand Kristian Thulesen Dahl, var klokkeklar, da han den 28. november 2015 svarede på et spørgsmål om, hvorvidt han ville anbefale et "ja" ved en ny folkeafstemning om politisamarbejdet Europol, hvis det ikke er muligt at forhandle en parallelaftale med EU på plads:
- Så vil jeg anbefale et ja. Det har vi klart accepteret. Også selvom der er det med Schengen-reglerne og grænsekontrol, svarede Kristian Thulesen Dahl dengang.
Dét løfte løber partiformanden nu fra. Dansk Folkeparti vil nemlig stille krav om, at regeringen udskriver en folkeafstemning om Danmarks medlemskab af Schengen-samarbejdet, og at danskerne ved folkeafstemningen skal stemme for at forlade Schengen.
- Det var noget forhastet i valgkampen sidste år, i forhold til hvad vi som parti i givet fald skal anbefale, fordi alle partier skal op til en ny folkeafstemning have muligheden for vurdere, hvad der er det klogeste for danskerne at beslutte sig for, siger Kristian Thulesen Dahl.
Er det ikke løftebrud? Du sagde fuldstændig klart, at I ville anbefale et ja, uanset Schengen-samarbejdet?
- Nej, det er ikke i kategorien løftebrud. Det, der var et afgørende løfte, vi gav, var, at der kommer en ny folkeafstemning med vores opbakning, hvis ikke der kan findes en tilfredsstillende løsning om Europol med EU. Og det løfte står vi fuldstændig ved.
Opfordrer til forhandlinger om EU-politik
Men I står ikke ved, at I vil anbefale et ja, og det er helt afgørende ifølge statsministeren for, at der kommer en ny folkeafstemning?
- Nej, det er rigtigt, at vi mener, at vi som parti skal have mulighed for helt op til sådan en folkeafstemning at vurdere, hvad der er det klogeste valg for danskerne at tage. Og der var det forhastet i valgkampen i sidste år.
- Vi burde ikke have været ude og sige på forhånd, hvordan vi synes, det rigtige resultat skulle være ved en mulig, kommende folkeafstemning halvandet år efter. Det skal man selvfølgelig vente med for at se, hvordan tingene er.
Har I så ikke stukket vælgerne blår i øjnene? Der er måske nogen, der har stemt nej i tiltro til, at gik det helt galt, så kom der en folkeafstemning og så ville I anbefale et ja?
- Man kan sige, at der kan være nogen, der har stemt nej, fordi de har haft forventningen om, hvis ikke man får en parallelaftale eller en tilfredsstillende løsning med EU om Europol, så får man en ny afstemning. Det står vi ved.
Men regeringen har sagt, at der kun kommer en ny folkeafstemning, hvis I vil anbefale et ja, og det vil I så ikke?
- Det har jeg godt hørt, men ikke direkte fra Venstre, at de har den holdning. Jeg vil opfordre til, at hvis ikke man kan lave en parallelaftale om Europol, at der så bliver indkaldt til forhandlinger om Danmarks EU-politik. Og så må vi tage den ved forhandlingsbordet.
Fortryder du i dag, at du kom med løftet om et ja ved en ny folkeafstemning i partilederrunden?
- Jeg erkender blankt, at jeg var forhastet i forhold til at begynde at diskutere, hvad vi skulle anbefale ved en mulig folkeafstemning halvandet år senere. Det skulle jeg vente med, til vi havde overblikket over det her med Europol på den ene side og grænsekontrol på den anden side.
Thulesen: Aftale obstrueres politisk
Skal der en folkeafstemning om Schengen-samarbejdet til, inden man kan gå til afstemning om Europol og retsforbeholdet?
- Man kan have forskellige måder at håndtere det her på. Nu afsøger vi først mulighederne for at få en parallelaftale. Vi mener stadig, at det er muligt. Vi har ikke fået nogen gode argumenter for, at det ikke skulle være muligt. Hvis ikke der kommer sådan en tilfredsstillende løsning, må der komme forhandlinger om Danmarks EU-politik.
- Det er først efter det, at vi skal tage stilling til, hvordan udformningen skal være af en ny folkeafstemning.
Du sagde det ville være nemt at få en parallelaftale. Det ser ikke så nemt ud. Hvad synes du om det løfte?
- Jeg har stadig ikke fået nogen reelle vurderinger af, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre at få en aftale om Europol. Andre lande laver aftaler om Europol hele tiden, hvorfor skulle vi ikke kunne. Det virker som om, at der er noget politisk obstruktion. Det foreslår jeg, at man lægger til side.
Så Løkke obstruerer en aftale om Europol?
- Jamen, jeg ved ikke, hvor meget der har været kæmpe for det her. Jeg håber i hvert fald, at der nu vil blive kæmpet for at få lavet sådan en aftale, siger Kristian Thulesen Dahl.
Thulesen skrev ugebrev om løftebrud
I tirsdags meddelte EU-kommissions næstformand, Frans Timmermans, at Danmark ikke skal gøre sig forhåbninger om at kunne forhandle en parallelaftale på plads, så vi kan forblive medlemmer af det europæiske politisamarbejde Europol.
Siden danskernes "nej" til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ellers forsøgt at forhandle netop sådan en aftale på plads.
Det har i den grad sparket liv i debatten igen, og Dansk Folkeparti er af en række politiske modstandere blevet beskyldt for at føre vælgerne bag lyset.
Kristian Thulesen Dahl har selv for ganske nylig været ude med riven og kritiseret andre politikere, der ikke holder, hvad de lover.
I sit seneste ugebrev fra i mandags skriver Kristian Thulesen Dahl om den voksende politikerlede i befolkningen og nævner selv løftebrud som en oplagt årsag til, at danskerne er trætte af deres folkevalgte:
- Ja, mon ikke ”Løftebrudsregeringen”, som regeringen før sidste valg blev kaldt, har en pæn del af ansvaret for, at mange ikke føler tillid til politikerne? Jeg tror det - og jeg forstår det.
- Mon det politiske system så har lært af det? Noget tyder på det. Det er i hvert tilfælde knap så bombastiske løfter, der flyder gennem mediestrømmen lige nu, skriver DF-formanden.