Bakterieudbrud på Bornholm: Smitte kan stamme fra mejeri

107 personer er blevet testet positive for campylobacter. En undersøgelse fra Statens Serum Institut peger på mælk som smittekilde.

107 personer er blevet smittet med bakterien i forbindelse med et ophold på Bornholm. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Et ophold på Bornholm i pinsen har gjort 107 personer syge med bakterien campylobacter.

Og nu viser en undersøgelse, som Statens Serum Institut har lavet, at udbruddet kan stamme fra et lokalt mejeri.

Det skriver Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut i en fælles pressemeddelelse.

- Undersøgelsen udpeger mælk fra Bornholms Andelsmejeri som smittekilde til udbruddet, siger Steen Ethelberg, seniorforsker ved Statens Serum Institut, i pressemeddelelsen.

I spørgeskemaundersøgelsen har man talt med 34 syge personer og sammenlignet deres svar med en gruppe raske personer, og på den måde er man kommet frem til en mulig smittekilde.

Ingen bakterie i mælken

Fødevarestyrelsen har været ude at undersøge det lokale mejeri, og indtil videre er der ikke fundet spor af bakterien i prøver fra mælken.

- Det er alvorligt, når der opstår mistanke om, at en fødevare kan gøre os syge. Vi har endnu ikke kunne bekræfte en kilde til udbruddet og er i tæt dialog med mejeriet om opklaringen. Derfor forsætter arbejdet med at undersøge, hvordan mælken kan være blevet forurenet, siger beredskabschef Nikolas Hove fra Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen.

Fødevarestyrelsen mener, at der er tale om et enkeltstående tilfælde, og at produktet ikke længere er på markedet.

- Selvom man ikke har fundet bakterier i prøver i den nuværende produktion, kan der godt tidligere have været det, siger beredskabschef Nikolas Hove, Fødevarestyrelsen.

Mejeriet har haft stoppet deres produktion, og de har gennemført en grundig rengøring af udstyret.

Hvis man bliver syg med campylobacter, så får man symtomper som ondt i maven, kvalme eller feber i løbet af to til fem dage.

Sygdommen går typisk over af sig selv, og man bliver rask efter nogle dages sygdom.