Nyt studie trodser skrøne: Motion og sund livsstil er godt for gravide

Et internationalt studie har vist, at motion mindsker risikoen for graviditetssukkersyge og kejsersnit.

Som gravid har du mindre risiko for komplikationer, hvis du dyrker motion og spiser sundt. (© Colourbox)

Erstat chokoladen med et æble, hop ned fra sofaen og op på motionscyklen - også selvom maven måske er lidt i vejen.

Det er konklusionen på et nyt, stort internationalt studie, der viser, at sund kost og motion mindsker risikoen for, at gravide får kejsersnit og diabetes.

- Det nye i det her er, at en sund livsstil betyder noget for komplikationsraten for gravide, og der er færre kvinder, der føder ved kejsersnit, fortæller Christina Vinther, der er afdelingslæge og ph.d. på Odense Universitetshospital.

Hun er en af de i alt 50 forskere fra mere end 41 institutioner i verden, der har deltaget i studiet.

Der er mange fordomme om, at det af forskellige årsager ikke er godt for gravide at motionere, men den myte bliver altså nu afkræftet.

Ved at motionere og spise sundt kan gravide mindske risikoen for sukkersyge med 24 procent og risikoen for kejsersnit med 10 procent.

Man har sammenholdt 36 store studier fra en lang række lande i forskningen, og man har fundet ud af, at man kan få kvinder til at tage mindre på i graviditeten, hvis de opretholder en sund livsstil.

Afdelingslæge og ph.d. på fødeafdelingen på Odense Universitetshospital Christina Vinter var en af de 50 forskere, som deltog i det internationale studie. (Foto: © Anne Mette Thrane - DR Fyn)

- Halvdelen af alle gravide tager faktisk mere på end anbefalet, siger Christina Vinther.

Det er væsentligt at prøve at begrænse vægtøgningen i graviditeten, fordi det har betydning for komplikationsraten i graviditeten, og derfor er motion hverken farligt i forhold til at føde for tidligt eller føde ved kejsersnit.

Det anbefales at dyrke let til moderat fysisk aktivitet 30 minutter dagligt – også inden graviditeten.

- Hvis man virkelig skal have de allerbedste muligheder for en sund graviditet, så skal man starte ud med en sund vægt og en sund livsstil, allerede inden man bliver gravid, fastslår Christina Vinther.