Flere børn og unge venter for lang tid på en mulig psykiatrisk diagnose i Region Hovedstaden.
Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at 46 procent af børn og unge under 18 år i sidste kvartal blev udredt inden for 30 dage, som de har ret til. Det er markant lavere end kvartalet før, hvor 65 procent blev udredt til tiden.
Det er bekymrende og dybt kritisabelt, fordi ventetiden kan gøre børnene mere syge, siger Thorstein Theilgaard, der er generalsekretær i foreningen Bedre Psykiatri.
- Det er gået fra skidt til værre. Bag statistikken gemmer der sig børn, forældre og søskende, som er dybt bekymrede, siger han.
Regionsrådspolitikerne har sat 6,6 millioner kroner af i budgetaftalen til at løse problemet med ventetiderne. Pengene bliver udmøntet fra årsskiftet og skal blandt andet gå til flere ansatte. Derudover er der også nedsat en taskforce, der generelt skal få bugt med lange ventelister.
De nye udredningstal får dog Thorstein Theilgaard til at tvivle på, at indsatsen er nok.
- Pengene kommer lidt sent og spørgsmålet er, om det er nok. Tallene går markant den forkerte vej, og man skal huske på, at udgangspunktet var skidt, siger han.
Nina Tejs Jørring, der er overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden, mener også, at der skal mere til, hvis man skal have en bedre behandling i børne- og ungdomspsykiatrien.
Men det starter med, at politikerne begynder at fokusere på selve behandlingen og forebyggelse i stedet for udredningsretten og tilfører området langt flere penge, siger hun.
- Man har fundet ud af, at der er rigtig mange børn, der går og bakser med psykisk sygdom. Hvis vi gerne vil have, at de skal være psykisk sunde, så kommer det til at koste helt andre penge, end dem regionsrådspolitikerne hoster op med idag, siger Nina Tejs Jørring.
Hos Region Hovedstaden forklarer man udviklingen med en stor stigning i antallet af henviste patienter og registreringsproblemer i it-systemet Sundhedplatformen.
Ifølge formanden for psykiatriudvalget, Karsten Skawbo (K), kan it-problemerne betyde, at flere patienter er blevet udredt, end man kan læse i statistikken.
Alligevel kalder han udviklingen for utilfredsstillende og åbner for at tilføre området flere penge i fremtiden. Men det kommer ikke til at ske, så længe der ikke er et overblik over, hvor mange der rent faktisk er udredt.
- Vi må se på, hvordan det udvikler sig, men jeg må henholde mig til, at vi på samme tid sidste år udredte 84 procent til tiden. Og det var for lidt færre midler end i dag, så jeg tror på, det kan lade sig gøre, siger Karsten Skawbo.
I landets øvrige regioner er det maksimalt 10 procent, der ikke bliver udredt til tiden.