Jordemødre fra Moderhuset Maia kritiske over for hospitaler: 'Det er ikke godt for fødsler'

Det er et problem for patientsikkerheden, at jordemødre taler dårligt om fødsler på hospital, lyder det fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed og en fødselslæge.

På Moderhuset Maia kan man læse at de både tilbyder fødselsforberedelse, massage og en privat jordemoder til hjemmefødsel.

Ditte Wittendorf og Andreas Bech Mikkelsen begyndte for snart to år siden til fødselsforberedelse hos den private jordemodervirksomhed Moderhuset Maia, der ligger i København.

Her oplevede de ofte, at de to jordemødre talte kritisk om hospitaler og hospitalsfødsler.

- Der kom ret mange historier om, hvor mange ubehagelige indgreb, der bliver gjort på hospitaler. Klipninger, sugekopper og voldsomheder, fortæller Andreas Bech Mikkelsen.

Kæresten Ditte Wittendorff blev påvirket af jordemødrenes fortælling om hospitalernes rolle i forbindelse med fødsler.

- Jeg bekymrede mig meget om, hvis jeg pludseligt blev sendt til kejsersnit, og de skabte ligesom det billede af, at det er det, der sker. Jeg blev bange for at skulle på hospitalet, fortæller Ditte Wittendorff.

Jos Kielgast deltog til samme fødselsforberedelse som parret.

- Jeg oplevede det som en lang bedrevidende latterliggørelse af sundhedsvæsenet. Altså her ved vi, hvordan man føder, og dem i sundhedsvæsenet er helt galt på den, siger Jos Kielgast.

”Arbejdede med de fødendes frygt”

Dengang var medierne fulde af historier om travlhed på fødegangene på de offentlige hospitaler.

Det påvirkede de par, der deltog i fødselsforberedelsen i Moderhuset Maia, husker Jos Kielgast:

- Det var helt klart min oplevelse, at jordemødrene arbejdede med den frygt, som de fødende - i det her tilfælde os - lå inde med, siger Jos Kielgast.

Vi har forelagt jordemødrene fra Moderhuset Maia kritikken. De ønsker ikke at svare eller stille op til interview.

Men i podcasten ”Genfødt” uddyber den ene jordemoder sine tanker om fødsler og hospitaler:

- De der store sygehuse… det er ikke godt for fødsler. Den der stordrift…. Det har de fundet ud af i landbruget, det er ikke supergodt.

I podcasten kritiserer hun også hospitalernes brug af ve-stimulerende drop og deres måde at sætte fødsler i system på. Blandt andet når de overvåger fødslers udvikling ved hjælp af et koordinatsystem kaldet ”partogram”.

- Det burde være en joke. Det burde være noget, man klaskede sig på lårene over. ’Så troede man, at man kunne styre en fødsel på den måde’, siger jordemoderen til podcasten Genfødt.

Vilhelm blev født hjemme med hjælp fra en privat jordemoder fra Moderhuset Maia. Det blev en fødsel fuld af fejl, og i dag er Vilhelm hjerneskadet. Allerede ved fødselsforberedelsen undrede forældrene Ditte Wittendorff og Andreas Bech Mikkelsen sig over jordemødrenes kritiske indstilling til hospitaler. (Foto: © Marlene Zoellner Manly, (C) DR)

'Bekymrende'

Bjarke Lund Sørensen er fødselslæge og har arbejdet på flere hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland, og han har samarbejdet med mange hjemmefødselsjordemødre.

Han ser med alvor på udtalelserne fra Moderhuset Maia. - Det bekymrer mig meget. Hele det sikkerhedsnet, der er under hjemmefødsler, er betinget af, at vi har tillid til hinanden, og vi arbejder tæt sammen, siger han.

Han understreger, at det som regel er trygt og sikkert at føde hjemme, men at en fødsel pludselig kan blive meget akut og farlig for både mor og barn, og så er det vigtigt, at hospitalet straks bliver inddraget.

- Hjemmefødsler er jo sikre, når der er et hospital til at tage sig af de komplikationer, der opstår. Hvis der ikke er det, så er det faktisk rigtig farligt.

For hvis der opstår komplikationer, så er samarbejde mellem hjemmefødselsjordemødre og hospitaler afgørende, siger Bjarke Lund Sørensen:

- Det er netop de situationer, hvor det kan det være livreddende for barnet, at man kan handle med at lægge en sugekop eller lave et kejsersnit. Så jeg er ked af, at de indgreb, der i visse situationer er livreddende, bliver talt ned som noget farligt, siger han.

'Farlig tendens'

Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der er en forening, der arbejder for netop patientsikkerhed, er også bekymret for den kritiske indstilling til sundhedsvæsenet, som der er i Moderhuset Maia.

- Det er en farlig tendens. For de fødselstilbud, der er, skal supplere hinanden og underbygge hinanden. De skal ikke modarbejde hinanden. Alle skal bidrage til det, også de private jordemødre, siger Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Kun hvis en jordemoder ved en hjemmefødsel har tillid til det offentlige system og samarbejder med det, kan man sikre de fødende bedst, mener hun.

- Det kan have en indflydelse helt konkret i de situationer, hvor jordemoderen ikke tager ind på hospitalet, så kan der opstå en farlig situation for moderen og barne.

DR har forelagt Moderhuset Maia kritikken, men de har ikke ønsket at stille op til interview.