Efter adskillige forgæves forsøg siden 2018 er det endelig lykkedes forskerne at fange en dansk ulv:
En ung hanulv i Borris Skydeterræn i Vestjylland, som nu er blevet udstyret med gps-halsbånd.
Den skal de næste to år gøre forskere og alle os andre klogere på ulve i Danmark.
- Vi kan få et helt andet indblik i deres liv og færden, siger professor Peter Sunde fra Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.
Han er en del af det forskerhold, der følger udviklingen i den danske ulvebestand.
Opgaven har været ekstrem vanskelig.
- Ulve er nogle af de sværeste dyr, man overhovedet kan fange. Så rent teknisk er opgaven bare så besværlig og dyr. Det var udgangspunktet, fortæller Peter Sunde.
- Derudover kunne vi i begyndelsen ikke få tilladelse til at bruge de mest effektive metoder – som vi bruger nu.
Ulven blev fanget ved hjælp af en fælde, en såkaldt fodsaks, der var beklædt med gummi, så den ikke gør skade på ulven.
Da ulven gik i fælden sent om aftenen tirsdag 6. december, fik forskerholdet med det samme en alarm. Inden for en halv time var de fremme ved ulven, bedøvede den og fik sat en gps-sender på den.
Rødhætte-eksperimenter
Gps-trackingen giver helt nye muligheder for vores viden om ulve.
- Der er en masse spørgsmål, som vi nu kan få svar på: Blandt andet hvor tæt ulve bevæger sig på bygninger og veje, og hvordan de opfører sig, hvis de bliver forstyrret af mennesker, forklarer Peter Sunde.
På internationalt plan har forskere en protokol for, hvordan man udfører såkaldte 'rødhætte-eksperimenter. Det går ud på, at forskerne simulerer, at mennesker uforvarende kommer til at forstyrre ulven.
- Det er noget af det, vi kan gøre nu, siger han.
Afmystificere landets måske mest kontroversielle dyr
Siden ulvens indtog i Danmark for ti år siden, har den skabt utallige debatter, og til tider er fronterne skarpt trukket op mellem forkæmpere og modstandere.
Derfor har det også længe politisk været et ønske at blive klogere på det særlige dyr. De tre seneste miljøminstre har haft det på ønskesedlen, og senest har en finanslovsbevilling økonomisk banet vej for, at forskerne kunne gå i gang med at indfange danske ulve for at gps-mærke dem.
- Ulven er jo en meget kontroversiel art, og der er mange mennesker, der også er bange for ulve. Ved at man kan studere ulve, kan man jo også få afmystificeret dens adfærd, siger Peter Sunde.
Allerede nu ved forskerne mere om, hvor den unge hanulv færdes.
- Den bevæger sig rundt inde på skydeterrænnet og en gang imellem er den faktisk udenfor. Vi kan også finde byttedyr, den har nedlagt. På den måde kan vi finde ud af, hvor ofte den gør det her om vinteren.
Gps-halsbåndet er programmeret til at falde af, når forskerne er færdige med at overvåge ulven.
Forskernes håb er, at mindst én af de andre ni ulve i området kan få et gps-halsbånd på. Derfor er der allerede nu flere fælder i skydeterrænnet i Borris.