Personalet har god tid til at trille tommelfingre på akutklinikken i Lemvig.
For de seneste uger har der i gennemsnit været én patient - hver femte dag.
- Det ér et lavt tal, må vi sige, konstaterer lægefaglig direktør, Jens Friis Bak fra Regionshospitalet Gødstrup, som akutklinikken hører ind under.
- Det, som man kan henvise til akutklinikken i Lemvig, er i småtingsafdelingen. Det er nok forklaringen på, at tallet ikke er stort, siger han.
Akutklinikken i Lemvig er bemandet med én sygeplejerske alle dage fra klokken otte til 22. Sygeplejersken tager sig udelukkende af patienter med lettere skader.
Det er patientens egen læge eller vagtlægen, som henviser til akutklinikken. Og hvis der er mistanke om en brækket arm, eller der af en anden grund er brug for at en læge tilser patienten, så bliver man henvist til Regionshospitalet Gødstrup 70 kilometer væk.
'Folk brokker sig'
Akutklinikken i Lemvig var i sin tid et plaster på såret, da man lukkede de små lokale sygehuse.
Men 'plasteret' sidder altså dårligt fast.
Karen Kjærulf er én af de lemvigere, der ærgrer sig over, at lægerne ikke i højere grad henviser til den lokale akutklink, så de lokale kan drage nytte af den:
- Det er galt, og folk brokker sig over det. Folk bliver sendt direkte til Gødstrup, i stedet for at blive sendt herop og kunne komme hjem samme dag, siger hun.
Klinikken i Lemvig er bemandet med én sygeplejerske. Sygeplejersken må kun behandle lettere tilskadekomne.
Alle mere alvorligt ramte patienter skal derfor i hænderne på læger og sygeplejersker på Regionshospitalet Gødstrup ved Herning. Og her er der travlt.
I sommer var travlheden og personalemanglen så massiv på akutafdelingen i Gødstrup, at akutklinikkerne i Lemvig og Holstebro blev midliertidigt lukket for at frigive personale.
Først 2. februar var der personale nok i Gødstrup, så akutklinikken i Lemvig kunne genåbne.
Spild af ressourcer, mener sundhedsøkonom
Set med sundhedsøkonomiske briller er vurderingen mere håndfast.
- Det er spild af alles tid og ressourcer for at være helt ærlig. Det er symbolpolitik, siger professor i sundhedsøkonomi, Jes Søgaard fra SDU.
Han mener ikke, det giver mening at holde akutklinikken kørende med så få patienter.
- Der skal være ret gode grunde til, at regionen opretholder det her tilbud, siger Jes Søgaard.
- Tanken er dårlig fra starten. Jeg ved ikke, hvorfor de overhovedet valgte at genåbne den. Det giver jo ingen mening.