OVERBLIK Endnu en svindelsag fra Forsvaret skal nu for retten

Et nyt køkken og designermøbler er en del af anklageskriftet.

To betroede medarbejdere fra Forsvarets Ejendomsstyrelse er tiltalt for at have begået mandatsvig af særlig grov karakter og at have modtaget bestikkelse.

Retten i Holstebro indleder i dag en sag, som handler om mandatsvig af særlig grov karakter og bestikkelse af medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Efterforskningen har stået på siden 2019.

I alt er fem personer tiltalt i sagen. Derudover er to virksomheder tiltalt.

To offentligt ansatte er tiltalt

Retten i Holstebro danner ramme om retssagen. (Foto: © Ernst van norde, Ritzau Scanpix)

Begge tiltalte er fra Midt- og Østjylland og er betroede medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Den ene har ifølge anklageskriftet fået et nyt køkken, mens den anden blandt andet har fået leveret designermøbler med hjælp fra leverandører til ejendomsstyrelsen.

De er tiltalt for at have begået mandatsvig af særlig grov karakter og at have modtaget bestikkelse.

Tre tiltalte er fra det private erhvervsliv

Ifølge anklageskriftet er de tiltalte ansatte fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse blandt andet blevet bestukket med et nyt køkken. (Foto: © Morten Pape, Ritzau Scanpix)

Ud over de to offentligt ansatte er tre mænd tiltalt i sagen.

Det drejer sig om to håndværkere, som driver selvstændig virksomhed i Vestjylland, og en nordjyde, som tidligere har drevet forretning.

De har ifølge anklageskriftet bestukket medarbejderne fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse – eller medvirket til mandatsvig – ved at fakturere ejendomsstyrelsen for varer, de aldrig har leveret.

Pengene er brugt på indkøb af nyt køkken, designermøbler, robotplæneklipper med mere til fordel for de to medarbejdere fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Mandatsvig af særlig grov karakter kan give op til otte års fængsel. Det er dog sjældent, at hele strafferammen udnyttes.

Whistleblower fik sagen til at rulle

Karsten Ravnsgaard er whistlebloweren, der fik sagen til at rulle. (Foto: © Anders Davidsen, DR)

Karsten Ravnsgaard fra Holstebro gik til Rigsrevisionen, fordi han begyndte at undre sig over en række ind- og udbetalinger hos den arbejdsplads, han var ansat på.

Han arbejdede som bogholder hos en håndværkervirksomhed, der var fast leverandør til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Herfra rullede sagen med undersøgelser fra Rigsrevisionen, politiefterforskning og personalemæssige konsekvenser, ligesom Forsvarsministeriet med daværende forsvarsminister, Trine Bramsen, i spidsen krævede et opgør med manglende kontrol og sjusk i styrelsen.

Det er ulovligt at modtage en gave

Det er ulovligt for offentligt ansatte at modtage gaver fra samarbejdspartnere, understreger professor i forvaltningsret Sten Bønsing fra Aalborg Universitet. (© DR)

Offentligt ansatte må ikke modtage gaver fra hverken kunder eller samarbejdspartnere. Det fastslår Sten Bønsing, som er ekspert i forvaltningsret på Aalborg Universitet.

Det er både ulovligt at bestikke og at modtage bestikkelse. Det skal forstås sådan, at det for ansatte i det offentlige ikke er lovligt at modtage en gave.

Det er ikke ulovligt at give en gave - medmindre den gives som bestikkelse. I Danmark er der ingen bagatalgrænse i forhold til gavegivningen. På nær det som Sten Bønsing kalder taknemmelighedsgaver – den slags gaver, som en patient kunne give til plejepersonale.

Men værdien af en sådan gave må ikke være højere end en æske chokolade eller en buket blomster.

Det kommer der til at ske på første retsdag

Der er afsat 20 retsdage til sagen ved Retten i Holstebro. (Foto: © Carsten Bjørn, DR)

Det er et omfattende anklageskrift, som anklagefuldmægtig Jens Kjærgaard fra National Enhed for Særlig Kriminalitet vil henvise til, når han gennemgår sagen på første retsdag ved byretten i Holstebro.

De tiltalte skal forholde sig til anklagerne og afhængigt af, hvor meget tid der så er gået, vil anklageren indlede afhøringen af den hovedtiltalte i sagen – en af medarbejderne fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Der er afsat 20 retsdage til sagen. Hverken anklager eller forsvarsadvokaterne for de fem tiltalte har ønsket at kommentere sagen, før den går i gang. Men de tiltalte nægter sig skyldige i de anklager, som er fremsat i anklageskriftet.