Budgetforslaget fra Region Nordjylland, som kom i går, varsler igen færre ansatte på regionens sygehuse.
Nye tal fra regionen viser, at det især er social- og sundhedsassistenter, der bliver skåret fra, når der skal spares.
Siden 2012 er der forsvundet 15 ud af hver 100 ansatte sosu'er. I samme periode har andre faggrupper fastholdt sine ansatte.
Utryghed blandt personalet
På Fødegangen på Aalborg Universitetshospital er man på få år gået fra 21 til seks social- og sundhedsassistenter, og det er mærkbart, fortæller tillidsmand Liselotte Carlsen:
- Det giver en stor utryghed blandt personalet. Mange gange ender vi i situationer, hvor vi mangler ting, fordi arbejdsgangene ikke fungerer optimalt, siger hun.
Fælles tillidsrepræsentant for FOA-fagfolk på Sygehus Vendsyssel, Anna Marie Thøgersen, er også ked af udviklingen.
- Det er selvfølgelig stærkt bekymrende. Det har også tidligere været social- og sundhedsassistenter, som holder for, når der er kommet besparelser, siger hun.
Jordemødre kan ikke overtage
På fødegangen i Aalborg er der lagt op til, at jordemødrene skal overtage nogle af social- og sundhedsassistenternes opgaver.
Forklaringen lyder, at de nemmere kan overtage opgaver fra assistenterne end omvendt, men den forklaring køber tillidsmand Liselotte Carlsen ikke.
- Sådan er det bare ikke i virkelighedens verden. Jordemødrene er også blevet skåret ned og har ikke den rutine, vi har. De giver også selv udtryk for, at de er utrygge, når der ikke er assistenter til stede, siger hun.
Kan gå ud over patienterne
Anna Marie Thøgersen er bange for at besparelserne går ud over patienterne.
- Jeg tror helt sikkert, at patienterne kommer til at møde et personale, som vil fremstå mere fortravlet. Jeg er bekymret for kvaliteten og patientsikkerheden.
I alt er der 955 sosu-assistenter tilbage i Region Nordjylland - det er 167 færre end sidste år, viser regionens egne tal.
