Går du derhjemme og føler dig sløj, så kan du i fremtiden blot gribe telefonen og få en videokonsultation med lægen.
Videokonsultation kan være svaret på bedre lægedækning, fordi hverken læge eller patient behøver at mødes på en klinik.
Region Nordjylland vil i første omgang teste det på regionsklinikken i Øster Jølby på Mors. Senere kommer Læsø med. Planen er, at ideen derefter skal bredes ud i hele Nordjylland på alle klinikker, hvor det halter med at tiltrække læger.
Bor i Odense - er læge på Mors
Katja Munck er praktiserende læge - og bor i Odense. Hun afhjælper lægemangelen på Mors ved to til tre dage om ugen at tage til Limfjords-øen for at arbejde på klinikken i Øster Jølby.
Video-konsultationen vil dog gøre det muligt for hende at arbejde fuld tid med patienterne, fordi hun de andre dage kan sidde hjemme og føre samtaler med dem over computeren.
- Det betyder, at patienterne kan få den kontinuitet, de savner. Altså kan komme til at tale med en læge, de kender og som kender dem.
Katja Munck har kun testet systemet ganske kort. Men hun ser en fordel i at kunne snakke med patienterne om eksempelvis resultatet af blodprøver, blodtryk og andre værdier.
- Sådan en snak om prøveresultaterne, medicinændringer eller lignende kan sagtens foregå uden at jeg og patienten er til stede i lægehuset, siger Katja Munck.
Der, hvor videokonsultationerne har sine begrænsninger, er selvfølgelig ved akutte situationer, hvor man fysisk skal se patienten, påpeger hun.
- Men i sådanne tilfælde vil der altid være andre læger til stede i lægehuset, som vil kunne tage over og vurdere patientens tilstand og behov for behandling.
Regionsrådsformand Ulla Astman (A) siger, at projekt "Min læge på video" er et forsøg på at lave en bedre og mere fleksibel lægeordning for borgerne.
- Borgerne kan bliver konsulteret derhjemme, på jobbet eller hvor de nu befinder sig. Omvendt behøver lægen heller ikke befinde sig på klinikken - men kan også arbejde et helt andet sted, siger hun.
Læsø er udset til at være næste forsøgsområde. Det er borgmester Karsten Nielsen fra Dansk Folkeparti ikke udpræget tilfreds med.
- Vi foretrækker, at man kan snakke med sin læge ansigt til ansigt - og så kan han kigge på en, hvis der er behov for det.
På Læsø har man tidligere døjet med lægemangel, men regionen har stablet en ordning på benene, hvor fire læger arbejder sammen om at sikre øen lægedækning døgnet rundt, men uden at lægerne behøver bosætte sig på øen.
Med det nye projekt vil der også stadig være almindelige konsultationer som førhen, men borgmester Karsten Nielsen så stadig helst, at den gamle ordning kunne fortsætte.
-Videokonsultation kan jo være et alternativ, men jeg tror ikke, man får læsøboerne til at klappe i hænderne over det.
Gode resultater i Sverige og Skotland
Ulla Astman frygter ikke, at lægen kommer til at overse nogle sygdomme ved en videokonsultation, for de skal kun bruges til samtaler om prøveresultater og lignende - ikke egentlige undersøgelser.
- Vi ved, at man i Sverige og Skotland har gode resultater med de her videokonsultationer. Patienterne er der meget tilfredse med tilbuddet, og derfor prøver vi det af her.
Regionsrådsformanden kan godt forestille sig, at videokonsultation også bliver et tilbud til patienterne i områder, hvor der ellers er læger nok.
- Det kan jo også være dejligt, at man som patient ikke skal forlade sit hjem eller sin arbejdsplads for at køre hen til lægen for at have en samtale, som man kunne klare over video på sin telefon eller computer siger hun.
Hvordan kommunikationen rent praktisk kommer til at foregå mellem læge og patient er stadig under overvejelse. Af sikkerhedsmæssige grunde kan man ikke bruge en app - men patienterne skal bruge et særligt sikret program til samtalen, hvor der jo ofte bliver talt om private forhold.