En ny vejledning med fem faste trin skal være med til at sikre børn, at unge og ældre kommer sikkert frem i trafikken, når de kører i bus.
Vejledningen er lavet af brancheforeningen Danske Busvognmænd efter sommerens politirazziaer, hvor man fandt alvorlige bremsefejl på busser, der kørte rundt ved fodboldturneringen Dana Cup i Hjørring, Spejdernes Lejr i Sønderborg og Smukfest i Skanderborg.
- Vi har lavet den her folder til vores medlemmer for at sikre, at de gør det maksimale for at sikre, at deres busser er i forsvarlig stand, når de kører rundt med kunderne, siger Michael Nielsen, der er ny direktør hos Danske Busvognmænd.
I folderen anbefales buschaufførerne blandt andet at holde øje med rust på bremserne, at føle efter om bremserne har samme temperatur, eller om en eller flere af hjulbremserne er varmere end de andre, og med jævne mellemrum at lave kraftigere opbremsninger for at holde bremserne skarpe - vel og mærke inden de samler passagerer op.
Vejledningen skal hjælpe chaufførerne med at undgå bremser, der bremser skævt, som ellers kan være vanskelige at opdage, påpeger Michael Nielsen.
- Det er ikke noget nyt, at vores medlemmer laver kontrol, men vi vil gerne sætte det mere i system. Det, der er kompliceret, er, at det er svært at måle skævbremsning, og det vil den her folder hjælpe dem med, siger han.
Hos Nordjyllands Trafikselskab, der står for buskørslen i Nordjylland, får vejledningen en god modtagelse.
Fast standard ønskes
Det ville imidlertid være bedre, hvis man i stedet for en vejledning lavede en fast standard eller et kodeks, som chaufførerne var forpligtet til at leve op til, mener direktør Jens Otto Størup.
- Det ville være nemmere, hvis der var et kodeks eller en anerkendt standard. Det forpligter mere på en eller anden måde, og det vil være noget, vi kan henvise til i vores dialog med vognmændene. Men nu er vi startet, og det synes jeg er fint, siger han.
Ifølge Danske Busvognmænd vil et decideret kodeks med sanktioner, hvis anbefalingerne ikke overholdes, imidlertid kræve, at synshaller, politi og busselskaber bliver helt enige om, hvad chaufførerne er forpligtet til, og hvem ansvaret falder tilbage på, hvis en bremse er i uorden.
I forbindelse med sommerens razzia har et nordjysk busfirma vedkendt sig at have begået fejl, mens flere synshaller har været i tvivl om, hvordan de lever op til synskravene.
- Så længe vi ikke er hundrede procent enige, så kan vi kun opfordre til, at vores medlemmer følger den her vejledning, siger Michael Nielsen.
Hvis busvognmændene gentagende gange ikke lever op til vejledningen, vil Nordjyllands Trafikselskab dog alligevel kunne bruge vejledningen til at få annulleret en kørselsaftale eller kontrakt, vurderer NT’s advokater.