Unge af alkoholiserede forældre venter flere år på hjælp

Den lange ventetid for de unge er utilfredsstillende, mener landsleder for foreningen Tuba.

En af de unge, der har ventet længe på et terapiforløb hos Tuba, er 28-årige Oddbjørg Zachariasen fra Aalborg. Hun måtte vente i halvandet år på at komme til. (Foto: © Søren Nielsen- DR Nordjylland)

Landet over må unge fra alkoholikerhjem vente månedsvis på at komme i terapi ved Tuba, der er en privat forening, som tilbyder børn og unge fra alkoholiserede hjem gratis behandling.

Værst ser ventetiderne ud for de 25-35 årige. I nogle af landets største byer må folk i denne aldersgruppe vente flere år på at komme i individuel terapi.

En af de unge, der har ventet længe på et terapiforløb hos Tuba, er 28-årige Oddbjørg Zachariasen fra Aalborg. Hun måtte vente i halvandet år på at komme til.

- Hvis jeg var kommet ind noget før, var jeg sluppet for at have søvnløse nætter; jeg vågnede op om natten med den her følelse, og jeg svedte, fortæller Oddbjørg Zachariasen, der er vokset op med en alkoholiseret mor og far.

Henrik Appel, der er landsleder i Tuba, kalder ventetiderne utilfredsstillende.

- At en gruppe unge, som har haft den her problemstilling tæt inde på livet, og som så endelig søger hjælp, skal vente i så lang tid, er ikke tilfredsstillende, mener han.

Han tilføjer:

- Men vi har ikke nok ressourcer til at behandle den store gruppe unge, som søger vores hjælp.

M anglende fokus på voksne

Tuba har fået penge fra Satspuljemidlerne til at få ventetiderne ned på hjælpen til børn og unge i alderen op til 25 år, men ifølge Henrik Appel er der brug for ekstra fokus på den ældre målgruppe også.

- De kommer først der, fordi de tror, at alt har været okay, men de kan mærke, at livet bare går dem imod. De har svært ved at færdiggøre uddannelse, og de har svært ved at være i relationer, og så er det, at de søger vores hjælp - mange år efter, de har forladt hjemmet, siger han.

Oddbjørg Zachariasen søgte først hjælp, da hun var voksen og var flyttet hjemmefra, men hun er glad for, at hun tog kontakt til Tuba.

- Jeg har altid kunnet mærke, at jeg har haft en uro i kroppen. Jeg gik med en abstrakt følelse i kroppen hele tiden, og da jeg kom til Tuba og havde været der nogle gange, kunne jeg sætte ord på de her ting; at jeg ville have kontrol over mit liv, at mit liv skulle være struktureret, og at jeg ikke skulle ende som mine forældre, siger hun.

Der er i øjeblikket 94 på venteliste i alderen 25-35 år hos Tuba i Aalborg, men i landets andre storbyer er ventetiderne for de 25-35 årige også lange. Værst er det i København, hvor de unge skal vente i op til tre år for individuel terapi.