Det har kostet knap en halv milliard kroner at forvandle Aarhus og Region Midtjylland til europæisk kulturhovedstad - og det har været alle pengene værd, mener Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Kulturbyåret blev officielt skudt i gang den 21. januar i år med et brag af en fest i Aarhus. Siden har der været mere end 10.000 arrangementer i Aarhus og i hele Region Midtjylland - alle under overskriften ”Rethink”.
Alle arrangementer, der har været med til at sætte Aarhus og regionen på verdenskortet, mener borgmester Jacob Bundsgaard.
- Når vi ser på tallene, kan vi se, at vi har fået en enorm mængde af international omtale, og det er fra alle de store. Det har vi ikke været vant til som by, siger han.
Nogle af de helt store satsninger i løbet af året har blandt andet været teaterstykket ”Røde Orm”, som blev opført på taget af Moesgaard Museum ved Aarhus med hjælp fra 400 frivillige.
Derudover samarbejdede syv forskellige kunstmuseer om udstillinger med temaet ”De syv dødssynder”. Også Watermusic i Randers var populært. Her blev byens industrihavn med sangerinden Oh Land som komponist omdannet til en scene for musik, dans og lysprojektioner.
Noget andet, der for alvor vakte opsigt, var det aarhusianske kunstmuseum Aros’ udstilling The Garden, som vakte stor debat, da græsset ved Mindeparken i Aarhus blev malet rødt og hvidt som en del af et værk. Selv dronningen var på banen i debatten.
Debat eller ej, så har de mange kulturbegivenheder trukket turister til fra nær og fjern. Jacob Bundsgaard fortæller, at 2,6 millioner har besøgt de forskellige kulturårsarrangementer i Aarhus og rundt i regionen.
- I forhold til de målsætninger, vi havde sat op, er vi lykkedes. Vi havde rekordår i antallet af turister, der har besøgt Aarhus og Midtjylland, siger han.
Også formanden for Region Midtjylland Bent Hansen (S) mener, hele regionen har nydt godt af kulturbyåret.
- Det har været et fantastisk overflødighedshorn af alverdens kulturelle begivenheder og geografisk spredt ud over hele regionen.
Det skal man holde fast i fremadrettet, mener regionsrådsformanden, siger han.
- Nu har vi jo aftalt med kommunerne, at vi afsætter en krone per indbygger hver, og så afsætter vi noget administrativt personale, og på den måde skaber vi en ramme om, at vi stadigvæk holder fast i noget fælles og nogle større begivenheder, siger han.
Aarhus 2017 blev officielt afsluttet lørdag med en stor afslutningsceremoni i Hvide Sande.