Børnehusene: Vi tager mod flere og flere misbrugte børn

Især Børnehus Midt kan notere en markant stigning. Antallet af børn, der henter hjælp der, er på et år steget med 66 procent.

Børnehusene har vist deres berettigelse. De hjælper flere og flere børn (arkivfoto). (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Børnehusene har vist deres berettigelse.

Husene tager mod børn, der er udsat for seksuelle og voldelige overgreb, og flere og flere børn henter hjælp her, viser de nyeste tal fra Socialstyrelsen.

Fra 2014 til 2015 er der på landsplan tale om en stigning på 27 procent i antallet af afsluttede børnehussager - fra 867 sager til 1095 sager.

Børnehus Midt står for den største stigning i antal sager - nemlig hele 66 procent - og leder Marianne Boesgaard tror, den kraftige stigning kan forklares med, at børnehusene er forholdsvis nye.

- Vi startede i oktober 2013, og det tager nogen tid, før kommunerne også får kendskab til os, siger hun.

Det er kommunerne, der henviser til børnehusene, og Børnehus Midt har været på rundtur til kommunerne af to omgange, hvor de har fortalt ikke bare de kommunale chefer, men også de kommunale medarbejdere, hvad børnehuset kan hjælpe med.

Det ser ud til at have givet et godt resultat.

- Vi ser en tendens til, at de kommuner, der har benytter os meget, kommer igen og igen, siger Marianne Boesgaard.

Hun tror ikke, flere børn end tidligere udsættes for seksuelle eller voldelige overgreb. Til gengæld modtager kommunerne et stigende antal underretninger om mistænkelige forhold, og på den måde opdager de formentlig et stigende antal sager.