Nytårsforsætter løbes i gang før festen

Store motionsløb på årets sidste dag er blevet et ritual på vej til sundere vaner.

(Foto: © Jørgen Werner Jensen, champagneløbet.dk)

Årets sidste dag går ikke kun med god mad, raketter og champagne. Stadig flere danskere bruger også dagen på at give den en skalle på motionsfronten.

Det skyldes, at det nye år markerer et ritual, siger idrætsantropolog Joeb Høfdinghoff Grønborg fra Aarhus Universitet.

- Det er muligheden for at viske tavlen ren og begynde på ny. Det handler basalt om, at vi gerne vil tyvstarte på det gode liv i det nye år, forklarer han.

Der er masser af kropslige nytårsritualer i Østjylland.

Ved Ballehage strand er der træning for alle, og vinterbaderne fejrer nytårets komme med et koldt gys. På Mols går fodslaw-foreningen solnedgangen i møde, og i Silkeborg vokser Champagneløbet år for år.

- Det går forrygende. Vi havde allerede udsolgt for et par måneder siden, siger Flemming Vilhelmsen, der sender 1.600 nytårsløbere afsted i Silkeborg.

En motions-tradition på årets sidste dag kan hjælpe til nye vaner, mener Joeb Høfdinghoff Grønborg.

- Vi har allesammen en indre stemme, som siger til os, at vi skal være sunde og leve det gode liv. Det ved vi egentligt godt, hvordan man gør, siger han.

Men spørgsmålet er, om vi får det gjort.

- Der er rigtigt mange, der gerne vil sætte penge ind på den konto, inden det nye år starter. Så vi løber og svømmer nytårsaftensdag, fordi vi gerne have en god start og forhåbentligt fortsætte med de gode vaner ind i det nye år, siger Joeb Høfdinghoff Grønborg.