Trine venter månedsvis på behandling af bylder – Peders forsikring gav ham lægetid efter 5 dage

Med en privat sundhedsforsikring i hånden barberer du ofte meget ventetid af.

Trine Kristensen må vente over tre måneder på at komme til hudlæge via det offentlige. Peder Siegfred har en privat sundhedsforsikring og fik behandlet sin ankel meget hurtigt. (Foto: © (Privat foto))

Det er en af de dage, hvor smerter gør, at Trine Kristensen må blive hjemme fra det plejehjem, hvor hun netop nu er i praktik som SOSU.

- Jeg får sådan nogle øjeblikke, hvor det rammer ekstra hårdt. Og det er typisk de dage, hvor jeg er nødt til at være hjemme, siger hun og fortsætter med grødet stemme:

- Jeg svinger jo mellem at have det okay og være i smerter. Når jeg ikke er der, så løber de ti gange hurtigere, men jeg kan ikke gøre noget ved det, siger hun.

Trine Kristensen lider formentlig af en kronisk hudsygdom kaldet HS. Den giver bylder og ømme knuder i armhulen, lysken og under brysterne.

Se en video, hvor Trine Kristensen viser billeder af sine bylder:

Men hun skal vente 13 uger på at få hjælp af en hudlæge.

- Jeg tror, jeg gik lidt i stå, da jeg fik det at vide. Man tænker: ’Okay, er det så lang tid’, siger Trine Kristensen.

Situation forværres

Hvis hun havde en privat sundhedsforsikring, ville ventetiden være meget kortere – formentlig kun ti dage.

- Man får en følelse af frustration og magtesløshed. Det er dejligt, hvis man kan få hjælp hurtigt, når man har behovet. Men så sidder vi her i gruppe B og venter, og vi ser en forandring. Vores situation bliver forværret, jo længere tid vi venter, siger Trine Kristensen, der bor i Hedensted:

- Det er tankevækkende at skulle vente så længe på at få en behandling for noget, der kun bliver værre. Jeg tæller dagene og ugerne lige nu. Jeg håber at få noget klarhed snart.

Kan du ikke bare købe en sundhedsforsikring?

- Jo, det kunne jeg da gøre. Men jeg er studerende, så det er ikke rigtig en mulighed, siger Trine Kristensen.

Peder: Forsikring har hjulpet meget

For den 35-årige chauffør Peder Siegfred fra Frederiksværk har en privat sundhedsforsikring sparet ham for en hel del ventetid.

Gennem det offentlige system skulle han vente tre måneder på en undersøgelse af sin ankelskade på Nordsjællands Hospital i Hillerød, men med sundhedsforsikringen fik han en tid efter tre-fire dage.

- Det har hjulpet mig rigtig meget. Var jeg ikke kommet til med min private sundhedsforsikring, havde vi ikke fundet ud af, at det var så galt med min ankel.

- Jeg havde ikke fået min støtteskinne endnu. Jeg havde ikke fået mulighed for at holde mine ankel i ro. Måske var det blevet værre, siger Peder Siegfred.

For Peder Siegfred fylder det ikke så meget i tankerne, at de private sundhedsforsikringer giver ham adgang til hurtigere behandling sammenlignet med danskere, der ikke har sådan en forsikring.

Det skyldes særligt én ting:

- Det kan godt være, at det er egoistisk. Men jeg tænker på mit eget velbefindende. For nogle år siden fik jeg en identisk skade, hvor jeg ikke fik den hjælp igennem det offentlige, som jeg havde brug for.

- Det har gjort, at jeg faktisk er invalid nu med en skade i den anden ankel. Jeg har fået en varig mén-procent på 12, fortæller Peder Siegfred.