Andeskrog, flæskesteg, rødkål, risengrød, brunede og hvide kartofler. Køleskabet bugner ofte med rester efter juleaften, men i stedet for bare at spise dem eller smide dem ud, kan de trylles om til helt nye retter.
Hvordan? Det har Julie Hey fra Jyderup en række bud på. Hun driver firmaet Mad & Mere, og så har hun skrevet bogen ”Hey! Det er snyd - skyd genvej i køkkenet”, ligesom hun er madskribent på ugebladet Søndag.
-Der bliver altid lavet for meget mad i julen.
Men det er sådan set meget fint, siger Julie Hey:
-Der er jo ikke mange af os, der gider at stå i køkkenet de næste par dage. Vi vil gerne have lov til at hygge os med vores julegaver og nyde julefreden. Så her får du hendes bud på, hvordan du tryller resterne fra julemiddagen om til lækre retter i dagene efter jul.
- •
Anderesterne til andesalat: Pluk kødet af anden og rør op med en smule mayonaise,put lidt appelsinfileter og lidt saft, og spice op med lidt timian.
- •
Andeskrog til karryandesuppe: Andeskroget må endelig ikke smides ud. Smid det i en gryde med løg, gulerødder, persilletoppe og lignende. Dæk med vand og lad det simre i et par timer. Smages til med karry, og evt lidt fløde. Tilsæt desuden lidt gulerodstern.
- •
Flæskesteg til sandwich: Skær resten i tynde skiver og kom den i en god bolle med rødkål og syltede agurker. Køb en pose flæskesvær, hvis du vil have lidt knas i.
- •
Flæskesteg til biksemad: Skær i tern og svits på panden sammen med resten af de brune og hvide kartofler. Så har man en god biksemad. Eventuelt med spejlæg og rødbeder til.
- •
Risengrøden til grød eller kager: Kold risengrød bliver forvandlet til morgengrød ved at vende mango-tern i. Pynt med friske hindbær. Klatkager af risengrød: Vend grøden med et par æggeblommer. Pisk æggehvider og vend dem i. Steg som små kager på en pande i rigeligt smør. Peppes op med en klat flødeskum og syltetøj.
- •
Ris a la manden: Forvandles til en lille pannacotta-dessert. 1.5 – 2 dl fløde koges op. Læg to blade husblas i blød og smelt 50 gram hvis chokolade. Køles af og vendes i ris a la manden. Fyldes i glas og pyntes med lidt hindbær eller resten af de syltede kirsebær på toppen.
- •
Kirsebærsauce til lagkage: Pisk fløde og vend siruppen fra de syltede kirsebær i. Hak evt kirsebærrene og vend dem i fløden. Køb lagkagebunde og smør fyldet i. Pynt med hakkede nødder og chokolade. De syltede kirsebær kan også bruges i muffins.