Boligselskab oplever eksplosion i sager om skimmelsvamp i kolde boliger

Videnscenter Bolius oplever også at få langt flere spørgsmål om skimmelsvamp.

Skimmelsvampen kan brede sig efter lang tid uden varme og udluftning.

I en vinter, hvor mange sparer på varmen, er skimmelsvampen nu for alvor begyndt at blomstre op i boligerne.

Hos boligselskabet VAB med cirka 5.000 boliger i Vestsjælland er antallet af skimmelsager ligefrem eksploderet.

Michael Fabrin er inspektør i VAB, og han er ude og se på et skimmelangreb i et rækkehus i Jyderup. Her har lejerne opdaget skimmelsvampen i hjørnet af soveværelset, da de trak sengene ud for at gøre rent.

- I det tilfælde her, har de haft cirka 18 grader om natten, og så har de luftet ud om morgenen, slukket for varmen og ladet vinduet stå åbent hele dagen. Det gør så, at der bliver ved med at være fugtigt herinde hele dagen, og så kommer skimmelen hurtigt, siger han.

Skimmelsvampen er opstået i et hjørne af et soveværelse, der ikke har været opvarmet om dagen. (Foto: © Trine Warrer Juul, (c) DR)

Og den slags sager får VAB dagligt i øjeblikket, hvor de normalt kun har fået 3-4 sager på en måned om vinteren.

- Det her er voldsomt meget mere, end vi har oplevet eksempelvis sidste vinter, siger direktør i VAB Karsten Krüger.

En del af VAB's boliger ligger i vestsjællandske byer som Jyderup, Svinninge og Asnæs, et område som har været hårdt ramt af høje varmeregninger. Og det har Michael Fabrin kunnet mærke, når han kommer ud til lejerne og måler luftfugtighed og temperatur.

- I rigtig mange boliger er vi røget ned mellem 15 og 17 grader, hvor der tidligere var mellem 20 og 23 grader, og så er skimlen jo kommet i stor mængde i forhold til, hvad vi plejer at have, siger han.

Rådgivningssider får mange flere henvendelser

Det er ikke kun VAB, der hører mere om skimmel.

Videnscentret Bolius har en brevkasse, hvor de får omkring fire et halvt tusind henvendelser om året, og her fylder skimmelsvamp meget.

- I 2022 fik vi 40 procent flere henvendelser sammenlignet med året før, der drejede sig om skimmelsvamp. Det var både om, hvordan man kan undgå det, men det var også om, hvad man så skal gøre, når man har fået skimmelsvamp, siger fagekspert Tue Patursson.

Også rådgivningssiden skimmel.dk får flere henvendelser i denne vinter. Og det kommer ikke bag på Lars Gunnarsen, der er professor i byggeriet ved Aalborg Universitet, som blandt andre står bag siden.

- Det er da en periode, hvor vi alle sammen skal gå på en balance mellem at spare på energien, og sikre at vi holder os sunde, og vores boliger ikke skal renoveres med meget store udgifter lige om lidt, siger han.

Det man sparer på varmeregningen, kan risikere at gå til skimmelbekæmpelse

Og det kan gå hen og blive en dyr fornøjelse at spare på varmeregningen.

Boligselskabet VAB har siden efteråret advaret lejerne om ikke at skrue for meget ned for varmen og huske at lufte ud.

Alligevel betaler de for udbedring af skimmelsvamp, når lejerne henvender sig første gang med problemet. Men ikke hvis det gentager sig, fordi de ikke følger råd om udluftning og varme.

- I yderste konsekvens kan det jo være, vi må sige til folk, de selv skal betale for udbedring af den skimmel, der er opstået, og det kan blive en ganske voldsom omkostning for folk, siger direktør i VAB Karsten Krüger.

I soveværelset i Jyderup kan skimmelsvampen heller ikke klares med klud og sæbevand, her skal der fagfolk på sagen.

- Der skal både maler, tømrer og skadeservice herud, siger Michael Fabrin, der er inspektør i VAB.

Ægteparret der bor her, har flyttet sengene ind i stuen indtil videre, for konen var generet af hovedpine på grund af skimmelsvampen.

- Men allerede efter få dage med varme og hyppig udluftning har det hjulpet, både på hovedpinen og lugten af skimmelsvamp, så vi har da fået elimineret en del af det, siger Michael Fabrin.