Dagplejemangel truer Fanø: Den sidste dagplejer er lukningstruet, fordi ingen vil have jobbet

På landsplan er der brug for 5.000 nye dagplejere over de næste syv år, skønner Fagforbundet FOA.

Lone Buus Thomsen er den sidste dagplejer på Fanø. Hvis ikke, der kommer en dagplejer mere til Fanø inden 1. juni, må Lone også dreje nøglen om. (Foto: © PRIVATFOTO, DR)

De seneste 13 år har Lone Buus Thomsen været dagplejemor på Fanø. Men nu har øens anden dagplejer opsagt sin stilling, og det betyder, at det fra 1. juni i år måske ikke vil være muligt at få sit barn passet hos en dagplejer på Fanø.

Kommunen kræver, at der er mindst to dagplejere på øen for at opretholde tilbuddet, så de kan afløse hinanden ved sygdom og ferie. Men som det ser ud nu, er der ingen, der vil have jobbet som øens anden dagplejer.

Udsigten til en lukning ærgrer Lone Buus Thomsen. Hun mener, at forældrene skal have mulighed for at vælge mellem dagpleje og vuggestue.

- Det er verdens bedste sted for de små, så for mig og en masse forældre er det fuldstændig skørt. Jeg giver dem stabilitet, og jeg ved, hvad hver enkelt har brug for. Det er altid mig, der tager imod dem i døren, og altid mig, der putter dem, siger hun.

Det er dog ikke med kommunens gode vilje, at dagplejen står over for en mulig lukning, siger Anders Frey (V), der er formand for Børne- og Kulturudvalget på Fanø.

- Der har bare ikke været nogen kandidater. Der har været et par stykker, som måske gerne ville om nogle år, men det kan vi jo ikke bygge en dagpleje på lige nu.

Det er ikke første gang, at dagplejen på Fanø risikerer at lukke. Og ifølge Sabrina Helle, der selv har en datter i dagpleje, er hun bekymret for, at det netop er usikkerheden og frygten for lukning, der skræmmer en ny dagplejer fra at søge jobbet.

- Vi er rigtig kede af det, og vi synes, det er et tab for øens velfærd, siger hun.

  • I Tønder har det også været svært at lokke nye dagplejere til. Derfor forsøgte kommunen at søge dagplejere til en stordagpleje, hvor flere dagplejere passer børnene sammen i kommunale lokaler. Pludselig væltede ansøgninger ind, og i marts åbnede Tønder Kommune så dørene til en stordagpleje, hvor tre voksne er sammen om at passe otte børn. (Foto: © Bo Bechsgaard, DR)
  • Marianne Lassen er en af de nyansatte dagplejere og fortæller, at hun søgte jobbet, fordi hun ønskede deltid og ikke havde et egnet hjem til at huse fire-fem små børn. (Foto: © Bo Bechsgaard, DR)
  • Helle Linding Hansen har haft dagpleje i sit eget hjem de sidste 16 år. Hun nyder, at hendes arbejde ikke længere er hjemme i privaten. Med otte børn og tre voksne i stordagplejen, mener hun, at de stadig bevarer det nære og hjemmelige, som kendetegner dagplejen. (Foto: © Bo Bechsgaard, DR)
  • Marianne Lassen sætter også stor pris på, at hun har to kollegaer, hun kan spare med i sit arbejde. (Foto: © Bo Bechsgaard, DR)
1 / 4

Forsker: Jobbet er for ufleksibelt

Udfordringen med at rekruttere dagplejere er et generelt problem i Danmark. Og det ser ikke ud til, at problemet bliver løst lige foreløbig.

Fagforbundet FOA, der repræsenterer dagplejere, skønner nemlig, at der frem til 2030 er brug for 5.000 nye medarbejdere til dagplejen, hvis andelen af børn i dagplejen skal forblive på samme niveau.

Men det kan godt blive svært at trække så mange til faget. Det vurderer Marianne Levinsen, der er fremtidsforsker og forskningschef hos Center for Fremtidsforskning. Fleksibilitet vægter højt i folks arbejdsliv, og det rimer ikke helt på dagplejerjobbet, siger hun.

- Dels at man skal blande arbejdsliv og privatliv sammen. Og dels at arbejdsdagen er lang. Der er ikke altid så stor fleksibilitet, så man for eksempel kan gå til tandlæge med sit eget barn, når man er dagplejer.

At jobbet er ufleksibelt, genkender dagplejer Lone Buus Thomsen dog slet ikke. Hun ser langt flere fordele end ulemper ved jobbet. Mens børnene sover kan hun forberede aftensmad, hun har ingen transporttid til og fra job, og da hendes egne børn gik i skole, var hun altid hjemme til at hjælpe dem med lektier om eftermiddagen, fortæller hun.

Tror stadig på en løsning

På Fanø har der været uenighed i byrådet om, hvor meget længere man skulle gå for at bevare dagplejetilbuddet på øen. Der har været et forslag om at forlænge ansøgningsfristen, men det var der ikke opbakning til i byrådet.

Og det er ærgerligt, for ifølge Lone Buus Thomsen har hun allerede en god løsning, så tilbuddet kan fungere, indtil der dukker endnu en dagplejer op.

- Når jeg har mere end fem børn, kommer der en medhjælper fra Odden (en af øens andre pasningstilbud, red.). Og jeg møder kun forståelse fra forældrene, hvis jeg for eksempel skal til læge en dag, lyder det.

Ifølge Lone Buus Thomsen er det fjerde gang på tre år, at hendes dagpleje er lukningstruet, så hun tror stadig på, at der også denne gang når at komme en løsning.