En tur i stalden hver morgen, så forbedrer du chancerne for at få et job.
Det er i hvert fald tanken i Syd- og Sønderjylland, hvor vejen tilbage på arbejdsmarkedet måske fremover skal gå via en tur i bondegårdspraktik.
- Det, at der er nogen, der forventer, at du kommer, og at du kan mærke, at din indsats gør en forskel, er vigtigt for en ledig, siger Bente Bendix, der er socialkonsulent for Jysk Landbrugsrådgivning.
Køerne giver noget at stå op efter
Ifølge Bente Bendix er det rigtig godt for ledige at mærke, at der er brug for dem - og det er der, når der står en held stald fyldt med malkekøer og venter.
Derfor vil hun til at formidle kontakt mellem landbruget og kommunerne i det syd- og sønderjyske, så flere ledige kan komme en tur i stalden.
Bondegårdsopholdet kan ikke klare opgaven alene, men er ment som et skridt på vejen i arbejde, forklarer Bente Bendix.
Inspiration fra Fyn
Og der er faktisk noget, der tyder på, at et ophold i stalden hjælper. Det viser erfaringer fra Kerteminde Kommune på Fyn.
Her har man sendt svage borgere i praktik i landbruget, og de kom tilbage med mere selvtillid og en fremtid med udsigt til job. Faktisk var erfaringerne så gode, at man nu har rullet det ud som en mulighed for alle ledige, ikke kun de svageste.
- Vores ledige borgere oplever nogle muligheder for ansættelse eller uddannelse, som det almindelige arbejdsmarked ikke har haft mulighed for at give dem, siger Finn Udsen, seniorkonsulent for arbejdsmarkedsområdet i Kerteminde Kommune.
Jysk Landbrugsrådgivning bejler i de næste måneder til Syd- og Sønderjyllands kommuner og landbrug for at starte samarbejdet.