Elever handler ulovligt med skadelige puff bars i skolegården: 'Sælger et sug for fem kroner'

Både Danske Skoleelever og SSP-vejledere landet over bekræfter, at der handles ulovligt med e-cigaretter på folkeskoler.

I Tyskland og Sverige kan man lovligt købe puff bars med smag af andet end tobak og mentol. Og det er en af måderne, de unge får fat på dem og kan sælge videre til vennerne. Det fortæller flere unge og SSP'ere, som DR har talt med. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

De er kendt som puff bars eller elf bars. Det er engangs e-cigaretter, der kan fås i alverdens smage og farver, og som skal smides ud efter et bestemt antal sug.

E-cigaretter med anden smag end tobak og mentol er ulovlige at sælge i Danmark, og det er desuden ulovligt at sælge nogen former for nikotinprodukter til børn under 18 år.

Alligevel er salget af dem nu også rykket ind i skolegården på folkeskoler flere steder i landet.

Det viser en rundspørge lavet af DR til et udpluk af SSP-vejledere landet over. Ifølge SSP'erne har der været tilfælde i både Jylland, på Fyn og på Sjælland.

Også formanden for Danske Skoleelever, der repræsenterer landets folkeskoleelever, Marie Holt Hermansen, bekræfter det.

- Det er klart, der også er et distributionsled, hvor der er nogle elever, der videresælger det til andre. Vi ved ikke, hvor mange skoler det sker på. Men det sker, siger hun.

Kontant: Puff bars - nikotin til børn

Det foregår på legepladsen og toilettet

Også de unge, som DR mødte på gaden i Aabenraa, fortæller, at der bliver handlet med puff bars i folkeskolen.

Én af dem er 16-årige Benjamin Petersen fra Sønderborg. Han går ikke selv i folkeskole længere, men han kender til nogle, der har købt eller solgt på en skole. Han har dog ikke selv gjort det, fortæller han.

- Nogle jeg kender, tager dem typisk med i tasken, og så foregår det bare i skolen. På toiletterne, ude i skolegården eller på de store legepladser, og ellers gemmer man sig bare nede i skoven.

Ifølge de SSP-vejledere, som DR har talt med, har der nogle steder været enkelte tilfælde og andre steder flere.

Mindst én person - en 16-årig - er blevet tiltalt for at sælge til medelever på en folkeskole. Det bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der kan være en god fortjeneste i at købe puff bars i eksempelvis Tyskland og sælge dem videre til vennerne på skolen. Det fortæller 16-årige Benjamin Petersen fra Sønderborg. Han siger, at han ikke selv har solgt på en skole, men han kender til folk, der har. (Foto: © Amanda Flyvbjerg)

Kommer også udefra og sælger

På flere skoler er der fundet helt nye puff bars klar til at blive taget i brug i blandt andet skraldespande og buske. Med kraftig mistanke til, at de er gemt med henblik på køb og salg på skolen.

De unge køber dem enten lovligt og billigere i Tyskland eller Sverige eller ulovligt i kiosker, butikker, på nettet i Danmark og sælger dem videre. Ofte som en form for "vennetjeneste" fortæller Danske Skoleelever og de unge, DR har talt med.

Men der er også tilfælde, hvor folk udefra kommer til skolerne og sælger, fortæller Bo Hansen, der er SSP-koordinator i Middelfart.

- I ekstreme tilfælde kommer der nogen udefra og sælger det til elever uden for skoletid eller i skolegården indenfor skoletid, siger han.

Det sker ugentligt, at der er en skole, der henvender sig, fordi, de har opdaget børn bruge det ulovlige nikotin eller sælger det til andre elever, fortæller Bo Hansen.

Også fra de unge hører SSP'erne lidt af hvert.

- Et af de helt grelle eksempler er en ung, der fortalte mig, at personen sælger et puff eller sug for fem kroner, fortæller SSP-leder i Aabenraa Kommune, John Hansen.

Kan give op til 10.000 kroner i bøde

Det er Sikkerhedsstyrelsen, der fører kontrol med ulovligt salg af e-cigaretter. Det gør de i butikker, kiosker, over nettet og på sociale medier.

Men på folkeskolerne er det som udgangspunkt SSP, forældre eller skolerne selv, der står for den opgave. For der har Sikkerhedsstyrelsen ingen beføjelse til at føre kontrol. Skole, SSP eller forældre kan så vælge at håndtere sagen selv eller melde det til politiet.

Hvis det ender med en sag hos politiet, kan straffen blive en bøde på op til 10.000 kroner i førstegangstilfælde.