Daniel er et forbillede for andre para-atleter: Det betyder meget for mig at repræsentere mit land

PORTRÆT: Daniel Wagner Jørgensen, sprinter og længdespringer, skifter spor og underlag, og håber på Vinter-PL.

(Foto: © Peter Cziborra, Scanpix)

Daniel Wagner Jørgensen er ti minutter forsinket til interviewaftalen. En træner skulle af med et par tricks om, hvordan han vokser sit snowboard, og for paraatleten er det vigtigt, at grejet fungerer optimalt.

24-årige Daniel Wagner Jørgensen er ellers mest kendt som sprinter og længdespringer, og på få år har han høstet en række medaljer ved både europa- og verdensmesterskaber samt ved De Paralympiske Lege. Her deltog han for første gang i London i 2012, og sikrede sig overraskende en bronzemedalje i længdespring.

Det store mål var De Paralympiske Lege i Rio sidste sommer, og her kunne han rejse hjem med to medaljer: Sølv i 100 meter løb og bronze i længdespring.

Ulykken ændrede alt

Daniel Wagner Jørgensen var som 14-årig en talentfuld gymnast, men en mislykket landing efter en dobbelt forlæns salto i en minitrampolin, satte en stopper for gymnastik på topplan.

Den 25. april 2008 landede han forkert på sit højre ben under en opvisning med Vejle Spring Team i DGI-Huset i Vejle. Al vægten var på højre ben da han landede, så knæet gik af led. Inden for gymnastikken er det dog ikke så usædvanligt, at knæet går af led.

- Knæskallen går ud til siden, og så slår man den på plads igen. Så er man ude i noget tid, uden der er sket den store skade, forklarer Daniel Wagner Jørgensen.

Men skaden var noget mere alvorlig. Daniel Wagner Jørgensen blev i ambulance bragt til sygehuset, og opereret af flere omgange, men til sidst havde lægerne ikke andet valg, end at amputere underbenet.

Da han kom hjem fra sygehuset, så det hele noget sort ud. Men for Daniel Wagner Jørgensen gjaldt det om, at komme i gang med gymnastikken igen.

- Tre uger efter ulykken hoppede jeg op på min havetrampolin. Der stod jeg i ti minutter, og var skidenervøs. Så lavede jeg en flikflak og en baglæns salto på et ben. Så vidste jeg, at der var ting, der alligevel kunne lade sig gøre, fortæller han.

I gang igen

Overbevist om, at ulykken ikke betød farvel til gymnastikken, gik Daniel Wagner Jørgensen i gang med træningen igen. I springgymnastikken er tilløbet en forudsætning for at kunne gennemføre springene, men han kunne ikke få sit kunstige løbeben til at fungere. Derfor kom han i kontakt med Dansk Handicapidrætsforbund, som i dag hedder Parasport Danmark.

Her hjalp den mangedobbelte verdensmester i kuglestød, Jackie Christiansen, med at finde problemet med løbebenet. Det var knæleddet på protesen, der ikke var hurtigt nok.

- Så ringede han til spydkasteren på landsholdet, SpydkasterBo (Bo Larsen, red.), og spurgte, om han ikke havde et ekstra knæled. Det sendte han med posten, så jeg havde det en uge efter. Det var et hydraulisk knæled, og så kunne jeg begynde at løbe igen, husker han.

Samtidig fiskede Jackie Christensen efter, om Daniel Wagner Jørgensen havde overvejet atletikken, for der var en ledig plads som sprinter på landsholdet.

- Det synes jeg var lidt mærkeligt, for jeg kunne ikke engang løbe på det tidspunkt. Men de havde en plads åben for mig, og det var der, det hele begyndte.

I første omgang holdt han dog fast ved gymnastikken, som han nu dyrkede med et kunstigt højreben. Gennem gymnastikken lærte han, hvordan det var at leve som benamputeret.

- Det nemmeste ville være, at tage benet af, og hoppe rundt på et ben. Men jeg var meget fokuseret på, at jeg ville bruge min protese. Jeg vidste godt, hvordan springene skulle laves med to ben. Nu skulle jeg bare finde ud af at lave dem med protese, fortæller han.

Sideløbende med gymnastikken begyndte han at træne atletik, og han har udviklet sin helt egen teknik.

- Jeg sætter af fra min protese i længdespring. Det giver ikke mening, hvis man tænker over det. Så ville man sætte af fra det raske ben, for der er nogle muskler. Men det kickstartede det hele, og det var derfor jeg blev så god til atletikken.

Fra sprint og spring til snowboard

Succesen på atletikstadionet gav ham mod på at finde snowboardet frem igen. Daniel Wagner Jørgensen havde stået på snowboard i flere år, inden han mistede sit højre underben. Nu er ambitionen endnu en gang PL – men denne gang vinterlegene i 2018.

Det manglende underben gav i starten visse udfordringer, da protesen simpelthen røg af benstumpen, så han styrtede. Nu er der kommet styr på protesen, når han suser gennem hop og sving, og går alt vel er han dansk deltager med Vinter-PL i marts 2018. Han vurderer selv, at han har en god chance, da han ofte blander sig med de bedste i verdenen, selv om det næppe bliver til medalje.

- Jeg er kommet i top ti i de seneste konkurrencer, jeg har været med i, men der er et godt stykke vej op til top fem, siger han.

Daniel Wagner Jørgensen er i disse dage i Pyhä i det nordlige Finland.

Den nordlige beliggenhed gør, at skisæsonen allerede er godt i gang, og når man drømmer om at deltage i Vinter-PL i Pyeongchang i Sydkorea, så ligger et trænings- og konkurrenceophold i Pyhä lige for. Turen til Finland er samtidig den sidste mulighed for Daniel Wagner Jørgensen for at vise sit værd inden udtagelsen til Vinter-PL. Og han tror på udtagelse.

- Jeg tror, at chancen er rimelig god. Jeg ligger i top ti i verden, og er den eneste snowboarder fra Danmark i min klasse. Det kunne være sindsygt at komme med til vinter-PL. Der er tre år til Tokyo (sommer-PL i 2020, red.), derfor jeg har et hul nu. Så det er nu eller aldrig.

Forbillede for andre

For Daniel Wagner Jørgensen har idrætten altid fyldt meget. Og han lægger stor vægt på – og er klar over – at han i dag er et forbillede for andre handicappede idrætsudøvere. Det vil være en stor personlig sejr for ham at komme med til Vinter-PL, men hans deltagelse har også en vigtig symbolsk værdi.

- Hvis jeg kommer med til det, så kan det være, at der er nogle i Danmark, som ser at alpinsporten findes. Det er også en del af det, at inspirere andre. Så det betyder meget for mig, at vise mit ansigt, og repræsentere sit land, siger han.

Han håber, at han kan inspirere andre til at komme i gang.

- Man skal altid have glæden ved det. Det er sådan man starter i sport – fordi det er sjovt. Så bliver du måske god til det, og kommer i eliten. Men du skal hele tiden have glæden ved at gøre det, ellers kommer du ikke nogen vegne.

Og så gælder det ikke bare om at blive så god som muligt. Man skal også kunne holde ved sin idræt længe.

- Før i tiden gjaldt det om at træne røven ud af bukserne, fordi man kun havde et vindue på fem år til blive så god, som overhovedet muligt. Jeg lever efter, at det gælder om at holde så lang tid som muligt med kost og træning. Man skal ikke træne hårdt, men smart, så du holder lang tid. Alder er bare et tal, og hvis det pludseligt ikke er sjovt mere, så tror jeg ikke, at jeg bliver ved.

Medaljer og hædersbevisninger: Daniel Wagner Jørgensen

  • Guld i længdespring ved VM i 2017 (6,50 meter)

  • Sølv i 100 meter løb ved VM i 2017 (12,30 sekunder)

  • Bronze i længdespring ved PL i Rio 2016 (6,57 meter)

  • Sølv i 100 meter løb ved PL i Rio 2016 (12,32 sekunder)

  • Kulturministerens Handicapidrætspris 2014