Stadigt flere af de kommende sygeplejersker har brug for støtte, så de kan komme gennem uddannelsen og hæfte deres emblem på uniformen.
De sygeplejerskestuderendes karaktergennemsnit fra gymnasiet er faldende, og flere har udfordringer, der betyder, at de skal have særlig pædagogisk støtte.
Caroline Kirkemann læser på sygeplejerskeuddannelsen i Vejle. Hun er talblind og er en af de unge, der har fået støtte, så hun kan klare sig på uddannelsen.
Hun blevet hjulpet med at forstå tal, så hun regner rigtigt - for eksempel, når hun skal dosere medicin.
Begynder helt forfra med tal
- Vi starter helt forfra og går ned i de små detaljer. Hvordan er tal, og hvordan fungerer de? Så vi får fuldstændig samme mulighed for at regne som alle andre, fortæller hun.
Og hjælpen har sendt hende på rette vej, for i gymnasiet dumpede hun sin matematikeksamen, mens medicinregning blev bestået i første forsøg på sygeplejerskeuddannelsen.
For talblindhed og sygepleje kan godt være en uheldig kombination, hvis ikke man er opmærksom på det, som i Caroline Kirkemanns tilfælde.
- Der er jo ikke nogen, der vil have en sygeplejerske, der giver ti gram morfin for meget, siger hun med et skævt smil om munden.
Flere ting har ændret sig
Når flere studerende har brug for støtte, skyldes det, at sammensætningen af de studerende har ændret sig på uddannelsen til sygeplejerske.
Der er er flere modtagere af SPS, som gives til studerende med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse - som for eksempel Caroline Kirkemann, der er talblind.
De sygeplejerskestuderendes karaktergennemsnit fra gymnasiet generelt er også faldet. Det viser tal, som Danske Professionshøjskoler har beregnet for DR på baggrund af Uddannelses- og Forskningsministeriets datavarehus. Helt præcist er det faldet fra 6,8 i 2015 til 6,3 i 2022.
'Det er et vilkår'
Hos Dansk Sygeplejeråd har man også noteret sig, at sammensætningen af de studerende har ændret sig.
2. næstforperson Dorthe Boe Danbjørg kan ikke pege på, om det en god eller en skidt udvikling, at flere studerende har behov for støtte. Det kan nemlig både dække over, at der reelt er kommet flere med udfordringer - eller at de studerende er blevet bedre til at tale om, hvad de roder med af problemer.
- Jeg ser det som et vilkår. Det er sådan, de unge er nu, og det skal vi blive bedre til at rumme, siger hun.
Hun sidder med i den Robusthedskommision, der skal se på, hvordan hele sundhedsområdet kan blive bedre rustet til fremtiden. Kommissionen skal også se på sundhedsuddannelserne.
Dorthe Boe Danbjørg er dog ikke i tvivl om, at der skal mere fokus på den enkelte elev.
- Der skal være tæt vejledning, en-til-en snakke med underviserne og mindre hold. Det er ressourcetungt, for det kræver flere undervisere, erkender hun.
Selv om hun efterlyser bedre forhold på uddannelsesstederne, så er det hendes opfattelse, at alle kan være trygge ved de sygeplejersker, der bliver uddannet, og hun slår fast, at patientsikkerheden ikke er i fare.
Mangel på sygeplejersker gør det ikke bedre
Manglen på sygeplejersker gør situationen endnu mere pikant, for samtidig kæmper uddannelsesstederne med at fylde pladserne op.
Derfor er det vigtigere end nogenside, at så mange som muligt gennemfører uddannelsen og ikke falder fra på grund af manglende støtte.
- Vi har store aktier i det, for vi vil gerne have flere ud på den anden side af sygeplejerskeuddannelsen, siger Mark Søgaard (S).
Han er formand for et udvalg i Region Syddanmark, der ser på, hvordan man kan sikre, at de studerende på sundhedsuddannelserne bliver klar til deres første job, som meget vel kan være på et af regionens sygehuse.
Han er helt enig med Dorthe Boe Danbjørg i, at der skal mere fokus på uddannelsen til sygeplejerske.
- Vi skal sørge for at give folk den støtte, de har brug for under uddannelsen. Det gør det klart nemmere for dem at komme igennem uddannelsen, siger han.
Minister: Vi har en stor udfordring
Opråbet fra både region og fagforening er blevet hørt på Christiansborg.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) anerkender bekymringen.
- Jeg er helt med på, at vi har en stor udfordring her, siger hun.
Hun er ikke afvisende overfor Dansk Sygeplejeråds ønsker til uddannelsen.
- Mere vejledning og flere timer sammen med en underviser koster penge. Det gør det, og jeg har ikke noget budget med til det i dag. Det ville være useriøst af mig, men det vil være noget, vi kommer til at kigge på, siger hun.
Hun afventer rapporten fra Robusthedskommissionen, som forventes at udkomme i sensommeren 2023.