Risikerer diarre og parasitter: Vinterbadere tager chancen og hopper i fjord med spildevand

Når regnen vælter ned dag efter dag, kan der løbe spildevand ud i fjordene. Alligevel dypper vinterbaderne sig i vandet.

David Johansen er medlem af vinterbadeklubben 'Hop i Fjorden' i Kolding. Han tager chancen, selv der er rester af kloakvand ved Lyshøj Fjordbad.

Ad, hvor ulækkert.

Sådan vil mange nok reagere, hvis de får at vide, at de kan risikere, at der er afføring i badevandet.

Men flere hardcore medlemmer af vinterbadeklubber i Trekantområdet tager chancen og dypper sig alligevel i fjordvandet.

Også selv om de ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed i værste fald risikerer at få diarré, parasitter, blodforgiftning og leverbetændelse.

I Kolding har badning indtil videre været frarådet ved Lyshøj Fjordbad i halvdelen af januar.

Medlemmerne af vinterbadeklubben 'Hop i fjorden' kan se, at den er gal, når det røde flag er hejst ved stranden.

Men det er formand Claus Wessel helt rolig omkring.

- Det er ligesom præmissen for at ligge, hvor vi ligger. Så det tager vi ganske afslappet.

Claus Wessel understreger, at det er medlemmernes eget ansvar, om de vil følge anbefalingerne.

- Nogle nøjes at bruge bruseren i omklædningen. Andre hopper i vandet og lader være med at dyppe ansigtet, så de i alt fald ikke får vand i munden. Og så går de under bruseren bagefter.

David: 'Jeg lader være med at drikke vandet.'

En af de faste vinterbadere i klubben er David Johansen. Han nyder dykket og at mærke kulden i kroppen.

Han tager en dukkert, også selv om det røde flag vajer på stranden.

- Jeg lader være med at drikke vandet, simpelthen, siger David Johansen.

Han er først nu blevet opmærksom på, at man kan blive alvorligt syg af at bade i vandet, når der er overløb fra kloakken.

- Det var jeg ikke klar over, det gad jeg godt høre lidt mere om. Men jeg tager den risiko, tror jeg, siger David Johansen.

  • Claus Wessel er formand for vinterbadeforeningen 'Hop i Fjorden' i Kolding. Her er det op til medlemmerne selv, om de vil bade, selv om der kan være spildevand i fjorden.
  • Dorthe Hjuler bader året rundt i Kolding Fjord.
  • David Johansen nyder dykket i Kolding vinterbadeklub og at mærke kulden i kroppen. Han bader, også selv om der er overløb fra rensningsanlægget
1 / 3

Store mængder regn sender spildevand ud i fjorden

Problemet opstår, når det regner rigtig meget.

Kloaksystemerne og rensningsanlæggene har svært ved at klare de store mængder af vand, og det løber over med en blanding af regnvand og spildevand.

I Vejle Kommune vurderer en computermodel, om den røde lampe skal tændes. Og det er den blevet rigtig mange gange ved Tirsbæk Strand.

Her har badning kun været anbefalet hver tredje dag.

Formand for Klima- Natur og Miljøudvalget i Vejle Kommune, Søren Peschardt (A), synes, at man skal lade vær med at hoppe i, når der er advarsler.

- I og med at det er en anbefaling, vi kommer med som myndighed, så ville jeg personligt rette mig efter den.

Hos 'Morgenrøden' bestemmer medlemmerne selv

Men selv om den røde lampe lyser, så vælger flere medlemmer af vinterbadeklubben ' Morgenrøden' i Vejle alligevel at dyppe sig.

Det gælder også formanden for klubben, Karen Blok.

- Jeg ved jo ikke, om der er noget, der gør mig syg. Jeg bader ved mange andre strande, og der kan jeg jo også blive syg af alger og andet.

Overlæge: Du kan få diarré og smitsom leverbetændelse

Anne Hempel-Jørgensen er overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hun kan bestemt ikke anbefale, at man bader i det forurenede fjordvand, fordi det indeholder alt fra parasitter til bakterier og virus.

- Man pådrager sig selv en risiko, når man bader i vand, der er kloakvand i. Der er ingen tvivl om, siger Anne Hempel-Jørgensen.

Hun nævner sygdomme som diarré, smitsom leverbetændelse, parasitter og blodforgiftning.

- Og nogle af de her sygdomme skal der kun en lille dosis til, før man bliver syg. Så jeg kan kun fraråde det, siger overlægen.

Men når man vinterbader, er man kun kort tid i vandet. Er det så stadig et problem?

- Man kan ikke sige, at det er risikofrit, heller ikke selv om man ikke tager hovedet under. Man vil alligevel komme i kontakt med det her vand, der indeholder mikroorganismer, siger Anne Hempel-Jørgensen.

Hun har et enkelt råd til vinterbaderne.

- Tag et koldt brusebad i stedet for, og vent til det grønne flag kommer op.