Europa-Parlamentet har i dag sagt endelig god for en række nye klimalove, der skal være med til at reducere EU-landenes CO2-udledninger med mindst 55 procent, inden årtiet er omme.
Det drejer sig blandt andet om en reform af unionens kvotehandelssystem, som sætter et loft over, hvor meget CO2 energisektoren og de mest klimabelastende virksomheder, eksempelvis cementfabrikker og flyselskaber, må udlede.
Der vil nu blive strammet op og udvidet, så byggesektoren og vejtransporten på sigt også vil blive omfattet af det.
Derudover er medlemslandene blevet enige om at indføre en CO2-grænsetold på varer fra lande uden for unionen, hvor der ikke findes de samme klimakrav som i EU.
Den skal være med til at sikre, at europæiske virksomheder ikke bliver udkonkurreret af udenlandske virksomheder, selvom der nu kommer skrappere krav.
Lovene mangler nu at blive endeligt godkendt af medlemslandenes regeringer, før de kan træde i kraft.