En gruppe opsagte lejere fra boligområdet Nøjsomhed i Helsingør har fået tilladelse til at føre sagen om deres opsigelse for Højesteret, oplyser Procesbevillingsnævnet torsdag.
Lejerne led deres andet nederlag, da Østre Landsret i juni ikke dømte til lejernes fordel.
Landsretten stadfæstede en byretsdom fra november 2020, som fastslog, at det var i orden, da boligselskabet Boliggården, som driver Nøjsomhed, opsagde lejerne.
Opsigelsen kom som led i en helhedsplan for Nøjsomhed, der var havnet på regeringens liste over parallelsamfund, der dengang var kendt som ghettolisten.
Med landsretsdommen var sagen i udgangspunktet slut, men lejerne mente, at sagen var så principiel, at de ville have den indbragt for Højesteret.