Aids koster mange flere unge i Afrika livet

Aids er den mest almindelige dødsårsag blandt unge mellem 10 og 19 år i Afrika ifølge Unicef.

Mange af de unge, der dør af aids, fik smitten fra deres mor. Mange af de smittede kommer fra Kenya. (Foto: © THOMAS MUKOYA, Scanpix)

Tre gange så mange unge dør af aids sammenlignet med for 15 år siden, viser nye tal fra Unicef.

Aids er dermed den mest almindelige dødsårsag blandt unge mellem 10 og 19 år i Afrika og den næststørste dødsårsag blandt unge verden over.

Blandt alle, der er smittet med hiv, er unge den eneste gruppe, hvor dødeligheden ikke falder.

Størstedelen af de unge, der dør af aidsrelaterede sygdomme, fik hiv som fostre. Dengang modtog langt færre hiv-smittede gravide kvinder og mødre medicin, der forhindrer smitte fra mor til barn.

Mange af disse børn har levet deres første år uden at vide, at de var smittet med hiv. Blandt børn under 15 år får kun en tredjedel af de 2,6 millioner smittede behandling.

Samtidig opstår der 26 nye tilfælde af hiv-smitte hver time blandt teenagere mellem 15 og 19 år, og i alt lever omkring to millioner mennesker i denne aldersgruppe med hiv. Halvdelen af dem bor i Indien, Kenya, Mozambique, Nigeria, Sydafrika og Tanzania ifølge rapporten fra Unicef.

Siden 2000 anslår Unicef, at næsten 1,3 millioner nye smittetilfælde er blevet undgået blandt børn - primært fordi færre mødre har smittet deres børn. I 2014 modtog tre ud af fem gravide kvinder med hiv behandling, der kan forhindre, at man overfører sygdommen.

/ritzau/