Askesky lukker lufthavn på populær indonesisk ferieø

Asken fra vulkanen kan ødelægge flymotorer, forklarer DMI.

Lørdagens vulkanudbrud på den indonesiske ferieø Bali har nu fået naboøen Lombok til at lukke sin internationale lufthavn.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det skyldes den store askesky, der lige nu spreder sig i en sydøstlige retning fra vulkanen Agung - heriblandt mod Lombok, som også er populær blandt turister.

Ifølge Finn Balling, vagthavende og flyvemetrolog hos DMI, kan det skade jetmotorerne på moderne fly, hvis koncentrationen af vulkansk aske i luften bliver for høj.

- Asken kan smelte og sætte sig fast på turbinebladene, hvilket kan få motorerne til at gå i stå. Derfor vælger man fra myndighedernes side at lukke luftrummet, hvis askekoncentrationen overstiger et vist niveau, forklarer han.

Vindretning er altafgørende

Ifølge nyhedsbureauet AP har askeskyen endnu ikke lukket Balis internationale lufthavn, der ligger godt 70 kilometer fra vulkanen, og de fleste flyvninger til og fra øen vil fortsætte søndag.

Flere afgange blev dog aflyst lørdag aften, efter at vulkanen, som ligger på den østlige del af øen, gik i udbrud og sendte aske fire kilometer op i luften.

Finn Balling understreger, at fly godt kan flyve uden om askeskyen.

- Det afhænger af vindretning, hvis asken ikke blæser ind over lufthavnen, så betyder det ikke noget. I dag har man avancerede computermodeller, der kan beregne, hvor asken blæser hen, forklarer han.

Askeskyen spreder sig i den sydøstlige retning. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Udbruddet fandt sted lørdag aften lokal tid, og der blev spredt et centimetertykt lag aske i områderne omkring vulkanen.

Tusindvis af personer er efterfølgende blevet evakueret, og myndigheder har uddelt masker til både de lokale og turister for at beskytte mod den sundhedsskadelige luft, der er fuld af partikler.

Indonesiens Forebyggelses- og Katastrofebureau har forbudt al ophold i en radius af 7,5 kilometer fra toppen af vulkanen.

Myndighederne har samtidig hævet advarselsniveauet fra ’orange’ til ’rød’, hvilket betyder, at muligheden for at vulkanen går i udbrud igen, er ’nært forestående’.