Temperaturer på ned til mellem 20 og 40 graders frost har taget et fast greb om det nordlige USA og Canada.
Det er en arktisk kulde, som er skyld i de lave temperaturer, der nu får de berømte Niagaravandfald til at begynde at fryse.
De i alt tre vandfald ligger på grænsen mellem det nordlige USA og Canada. Den sidste uge har temperaturen ved vandfaldene været nede på -14 til -18 grader.
De tocifrede kuldegrader får nu store dele af vandfaldene til at fryse til is.
På med ekstra tøj
De ekseptionel lave temperaturer har fået myndighederne til at åbne centre omkring vandfaldene, hvor turister og indbyggere kan søge til og få varmen.
Både indbyggere og de mange turister, der traditionen tro besøger de berømte vandfald, opfordres til at klæde sig ordentligt på til de lave temperaturer.
Kun frosset til en gang tidligere
Det er langt fra første gang, at man omkring vandfaldene oplever lave temperaturer, som får vandet til at fryse til.
Men så længe der er blevet nedskrevet noter om vandfaldenes tilstand, har de kun en gang været frosset helt til.
I 1848 var der så ekstremt vejr, at alt vandet i de berømte vandfald frøs til is.
Der er ikke meget, der tyder på, at hverken indbyggere eller turister kan forvente at smide den ekstra uldtrøje i den nærmeste fremtid. Meterologerne spår nemlig, at det kolde vejr bliver hængende et godt stykke ind i det nye år.
Der er dermed stadig en chance for, at de berømte vandfald fryser helt til i januar næste år.