Til næste år lukker den sidste kulmine i Ruhr-distriktet i Vesttyskland.
Det er slutningen på en æra, hvor Ruhr-distriktet var et industrielt kraftcenter for fremgang og velstand. Nu er Ruhr blevet et område præget af arbejdsløshed og fattigdom.
Men folk i Ruhr-distriktet bøjer ikke nakken af den grund. De er rigtigt stolte over, hvor de kommer fra.
De er stolte af, at området har været præget af kul- og stålproduktion. Af ærligt, hårdt arbejde udført af "rigtige mænd". Det er en machokultur, der indtil videre har overlevet industrien.
DR Nyheder har mødt tre repræsentanter for minesamfundet:
Den sidste bjergmand
Hans far og bedstefar var minearbejdere i Tysklands Ruhrdistrikt. Så det lå i kortene, hvad Jürgen Jakubeit skulle være.
- Der hvor jeg voksede op, var alle facaderne sorte af sod fra minen, fortæller han.
- Vi børn legede på kulbjergene. Og fra vores hus kunne du se minetårnet. Jeg kan huske, at jeg spurgte min mor, hvad det var. Og hun sagde: det er en mine, hvor der arbejder mænd dybt nede under jorden. Og så sagde jeg: det vil jeg også! Der var jeg seks år gammel.
Jürgen startede i minen som 16-årig. Og der arbejder han stadig, 32 år senere. Men til næste år er det slut. Så lukker Prosper Haniel, Ruhr-distriktets sidste kulmine.
- Det har jeg slet ikke lyst til at tænke på. Det bliver ikke let for mig, siger Jürgen med sammenbidte læber.
- Jürgen er minearbejder helt ned i sin sjæl, forklarer hans kone, Marion:
- Det er hans liv. Og når det slutter, er jeg bange for, at han falder ned i et hul, som jeg ikke kan få ham ud af igen. At han får en depression.
Når minen lukker, går Jürgen på pension som 49-årig. Men han ved ikke, hvad han så skal give sig til. Han har købt en gammel Ford Mustang, som han vil skrue på og køre rundt i. "Men det er jo ikke ligefrem et kald."
Minen er hans kald. Det benhårde arbejde under jorden, helt fremme ved "høvlen", der udvinder kullet. Kammeratskabet med kollegaerne.
- Det er et farligt arbejde, så du skal kunne stole på folk. Og de her drenge, dem kan du stole på! Det er folk, du har tilbragt mere tid med end med din kone. Det er min familie, fastslår Jürgen.
Men i takt med at Ruhrdistriktets miner afvikles, er stadigt flere blevet fyret. Kammeraterne forsvinder. Regionen forandrer sig.
- I gamle dage var jeg én blandt mange. Den halve by arbejdede i minerne, og når jeg gik ud om aftenen, kendte jeg alle. I dag er det sjældent, jeg møder nogen, jeg kender, siger Jürgen.
- Jeg havde aldrig troet, at jeg ville være den sidste. Jeg troede altid, at minedriften ville fortsætte videre og videre. Det var jo også mineselskabets slogan: "Med os ind i fremtiden". Men nu er det snart slut, og jeg er den sidste bjergmand. Det er trist.
Den sidste arbejdsdag
Når Oliver Pelczer skal på arbejde, står han op midt om natten. Han kører ud til minen Prosper Haniel og slutter sig til stimerne af arbejdere, der strømmer ind gennem hovedporten og ned i undergrunden.
I dag er Olivers sidste arbejdsdag. Han er blevet fyret efter fire år i kullet. Som én af 2.500 tiloversblevne minearbejdere. Som led i afviklingen af Prosper Haniel.
Inden han går ind af porten for sidste gang, stopper han op og kigger på minetårnet.
- Sidste tur ned. Det er noget ret særligt. Sidste gang i 1.200 meters dybde. Lugte og smage det hele for sidste gang. Det kommer jeg ikke til at opleve igen. Det er ret sørgeligt.
Oliver er egentlig uddannet brygger. Men Ruhr-distriktet skranter. Og kort tid efter at han var udlært, blev han fyret fra bryggeriet. Kort tid efter skred kæresten. Og så døde hans mor, hans eneste familie.
- Det var for mange ting på én gang. Jeg gik helt ned med flaget, indrømmer Oliver.
Men så begyndte han at fundere over sit liv, sin familie, sin arv. Mange familiemedlemmer havde været minearbejdere. Oliver besluttede at fortsætte traditionen.
Han gik i lære som industrimekaniker i minen. Han blev sanger i minearbejdernes kor, Ruhrkohlechor. Og begge steder oplevede han et kammeratskab og et sammenhold, der løftede ham op af det hul, han havde befundet sig i.
- De er blevet den familie, jeg ikke længere havde, konstaterer Oliver.
I dag siger han farvel til familien i minen. Forude venter en usikker tilværelse som arbejdsløs i en uddøende industriregion.
- Jeg håber, at jeg fortsat vil tilhøre den tyske middelklasse, men jeg er bange for at blive fattig, siger Oliver.
Selvom det snart er slut med minedriften i Ruhrdistriktet, og selvom han skal skifte branche, så vil Oliver altid være minearbejder, siger han.
- Én gang bjergmand, altid bjergmand.
Den sidste minearbejderkneipe
- I gamle dage kom minearbejderne over efter hvert skiftehold. Så stod de i tre rækker ved baren og bestilte øl og snaps. Du rakte dem over disken konstant, det var rent samlebåndsarbejde. Det var gode tider, siger Susanne Heintze og skuer ud i rummet, der er næsten tomt i dag.
"Gaststätte Heintze" er den sidste minearbejderkneipe i byen Bottrop i Ruhrdistriktet. Minerne plejede at være omringet af værtshuse. Men i takt med, at minerne lukkede, blev lysene også slukket i kneiperne. Og i butikkerne. Og blandt leverandørerne til minen.
- I dag skal du virkelig stille dig på bagbenene for at lokke folk herind, fortæller Susanne Heintze. Lige nu overlever kneipen kun, fordi hendes mand, Jürgen, har et lille entreprenørfirma ved siden af.
Firmaet er specialiseret i reparation af husfundamenter. Og der er nok at lave. Mange huse i byen slår revner, fordi undergrunden er er fuld af gamle minegange. Byen er "undermineret" – i ordets bogstaveligste forstand.
- Faktum er, at hele Ruhrdistriktet er ved at synke i jorden, konstaterer Jürgen.
Og humøret synker også i regionen.
- Folk har ingen penge mere, og så gider de heller ikke gå på værtshus. Så sidder de og drikker deres øl derhjemme. Jeg ved ikke, hvor længe vi kan holde den gående endnu. Vi må se.
Men Susanne Heintze vil ikke give op. Hver anden torsdag arrangerer hun en musikaften i kneipen, hvor amatører stiller sig op på en lille scene og spiller et par sange. Det giver en ekstra skilling.
Regionen kæmper også. Og prøver at begå sig i globaliseringen. Gammel industri bliver til museer. Forladte minebygninger bliver til spøgelsestog for familier med børn. På et gammelt kulbjerg har de opført en indendørs skihopbakke.
- Jeg ved ikke, hvor vi er om et år. Jeg er bare glad, hvis vi stadig er her om en måned, indrømmer Susanne Heintze.
- Men jeg er ikke resigneret. Så ville jeg jo ikke stå her bag baren, siger hun. Og griner.