Turen ned i mineelevatoren er lidt som i det Gyldne Tårn i Tivoli. Som frit fald.
13 meter i sekundet. 90 sekunder i alt. I buldermørke. Uden sikkerhedssele eller noget at holde fast i. I et skramlende metalbur fuldt af minearbejdere.
Mine indvolde er for længst kravlet op i kraniet, da bremserne skriger og elevatoren standser i én kilometers dybde. Gitterporten åbnes, minearbejderne vælter ud, og jeg vælter bare med – ind i en underjordisk parallelverden. Ind i Ruhr-distriktets sidste kulmine: Prosper Haniel.
Her lugter af jord og elektricitet. Og det larmer som ind i helvede. Store maskiner hyler som dyr. De jager luft ned i skakter, gange og tunneller, så minearbejderne kan trække vejret.
Slutningen på en æra
Der er 2.500 minearbejdere tilbage i hele Ruhr-distriktet. Og de arbejder alle sammen her i Prosper Haniel. Hver dag fravrister de undergrunden 12.000 ton kul. Men til næste år er det slut. Så lukker Tysklands to sidste kulminer på samme tid. Så produceres der ikke længere stenkul her i landet.
Det er slutningen på en æra. I det 19. og 20. århundrede er Ruhr-distriktet, hvad der svarer til vore dages Silicon Valley i Californien. Kul- og stålbaroner som Franz Haniel og Alfred Krupp er pionerer. De har samme status som Facebooks Mark Zuckerberg i dag.
Kul- og stålindustrien er drivkraft i industrialiseringen. I to verdenskrige – og i Vesttysklands genopbygning. Den lægger desuden kimen til det økonomiske og politiske samarbejde, vi i dag kender som EU.
I det tyske opsving efter krigen – Wirtschaftswunder - arbejder der over en halv million mennesker i kullet. Mange af dem er gæstearbejdere fra Sydeuropa, Tyrkiet og Polen. Og de ses alle som helte, der med trykluftbor og sprængstof fravrister undergrunden dens sorte guld. De tømmer deres lommer fulde af D-Mark i butikkerne og kneiperne omkring minerne. De gør Ruhr-distriktet og Tyskland rige.
"Snus holder næsen fri"
Vi fortsætter ned i dybet med ”dieselkatten” – et minibumletog, der kører på en skinne i tunnelloftet. Vi sidder som på en perlekæde, og det føles som i Tivoli. Igen. Nedad og nedad. Kilometer for kilometer. En halv time i halvmørke. Til højre for os kører samlebånd den modsatte vej. Fulde af kulbrokker på vej op og ud.
Var det et menneske, der lige susede forbi på samlebåndet mellem to kulbrokker? Ja, det var det. Når minearbejderne har fyraften, kommer de hurtigere hjem, hvis de lægger sig fladt ned på samlebåndet.
Vores oppasser fra mineselskabet rækker mig en dåse snustobak, minearbejdernes rusmiddel nummer ét. Cigaretter er ikke tilladte under jorden. Gløden kan åbenbart udløse en metangaseksplosion.
Det samme kan en elektrisk mikrognist i vores tv-kamera. Teoretisk. Så vi har forbud mod at filme. De her ord er det eneste vidnesbyrd om korrespondentens færd helt ned i maven på moder jord.
”Snus holder næsen fri,” råber oppasseren. Et lille drys brunt pulver. Ud i hånden og op i næsen. Snusstøv blander sig med det kulstøv, der flimrer gennem luften, og som man konstant indånder. Min næse stopper fuldstændig til, men når at registrere duften af mentol. Nu snuser også DRs fotograf, Gregor. Og nyser. Oppasseren griner.
Nedturen
Ruhr-distriktets nedtur begynder som en snigende sygdom i 1960’erne. Og den minder om udviklingen – i mange andre industriområder i den vestlige verden.
Efterspørgslen på stenkul falder. Andre lande kan udvindet de billigere end i Tyskland, hvor kullet gemmer sig langt nede i jorden, og arbejderne er vellønnede.
I årtier holdes Ruhr-distriktet kunstigt i live med statsstøtte. Men forgæves. Miner må lægges sammen eller lukkes. Folk bliver fyret i massevis. Allerede i 1970’erne er antallet af kulminearbejdere skåret ned med 50 procent til cirka 270.000. Og sådan fortsætter nedturen.
Da Tysklands regering i 2007 beslutter at droppe statsstøtten til stenkul - fra år 2018 – er det dødsdommen over Ruhr-distriktets mineindustri.
Se optagelser fra den del af kulminen, hvor DR's kamera gerne måtte være med:
Monsterets hule
Det blæser, og der er overraskende koldt under jorden. Men kun indtil vi når frem til det område, hvor stenkullet udvindes. Vi er steget ud af toget, og her føles det som i et drivhus. Der er varmt, fugtigt og der lugter af jord. Vi fortsætter til fods gennem dunkle gange, og efter få meter klæber minearbejderskjorten til kroppen. Lyset fra vores hjelmlamper danser henover loftet og væggene, der kommer tættere og tættere på.
”Derind,” råber oppasseren og peger på et hul i en væg. Vi kravler ind i en tarm af en tunnel. Ind i monsterets hule. Her er kun 1,40 meter højt, så vi kan ikke længere gå oprejst. Enorme, mobile stålskjolde støtter loftet, og forhindrer tusinde meters jord og sten i at begrave os.
Og dér er monsteret – også kaldet ”høvlen”. En kolos af en maskine. Et firskårent, tonstungt skrummel i stål med ondt udseende pigge ned langs siden. Den kører på en skinne gennem tunnelen – frem og tilbage. Ned langs den ene tunnelvæg. For hver gang den suser forbi os – kun få meter fra mit ansigt - lyder der et tørt, knitrende brag. Så falder klippestore stykker af sort stenkul ned foran os. Så bliver vi indhyllet i en sky af støv. Det er ikke så mærkeligt, at minearbejderne omkring os er kulsorte i ansigterne. Deres hvide tænder lyser op i halvmørket. Jeg tror, de griner af vores måbende ansigter.
Og så indtræffer det øjeblik, som stadig giver mig småsvedige håndflader, når jeg tænker tilbage på det:
”Prøv lige at aktivere skjoldet,” råber oppasseren til en minearbejder, ”så d’herrer fra pressen kan mærke bjergets kraft.” Arbejderen nikker, griner og trykker på en rød knap. Der sker ingenting. I et langt sekund eller to. Så lyder der et hvæsende, hydraulisk suk. Pludselig begynder et stort stålsegment i loftet at sænke sig over vores i forvejen bøjede overkroppe. Jord begynder at drysse ned. Mere og mere jord. Og der lyder en rumlende, ond lyd. Det er lyden af jordlagene over skjoldet, der forskubber sig og kommer tættere på.
Panik.
Jeg har aldrig haft klaustrofobi. Men det har jeg i det her øjeblik. Jeg befinder mig dybt nede i en menneskeskabt myretue. Og lige nu føles det, som om et uvornt barn tramper på tuen, så den begynder at styrte sammen.
Men så stopper katastrofen med et tryk på en knap. Skjoldet løfter sig igen. Alt er som før. Minearbejderne griner.
Det bjergfri
På nuværende tidspunkt er Prosper Haniel minen allerede ved at blive afviklet. Maskiner transporteres ud. Store områder med skakter og tunneller lukkes. Minearbejdere afskediges løbende.
De, der har arbejdet i minen i mange år, og som har optjent en god pension, kan se frem til en tidlig pensionisttilværelse som cirka 50-årige. De, der er yngre og har arbejdet i færre år, ryger direkte ud i arbejdsløshed. Og der er ikke meget nyt arbejde at finde – i en døende branche og i en region, der er blevet Tysklands fattighus.
Mineselskabet tilbyder udslusning, omskoling og psykologhjælp. Alligevel lander mange i ”das Bergfreie”, som minearbejderne kalder det med ærefrygt – direkte oversat: ”det bjergfri”. Det er et syndrom, man kan sammenligne med det, soldater oplever, når de kommer hjem fra krig.
Rigtigt mange minearbejdere får svært ved livet ude i det fri. Væk fra de trange, men på en eller anden måde trygge omgivelser under jorden. Væk fra det kammeratskab og den machokultur, som omgiver arbejderne i minen. Mange sidder hjemme på sofaen i månedsvis og stirrer huller i luften. Så begynder de at drikke. Eller at spille.
Omfavnet af bjerget
Turen op i mineelevatoren føles som når en boble stiger til vejrs under vand. Solen blænder, da jeg kommer ud. Verden føles pludselig meget stor.
Jeg har været dybt nede i jorden, men jeg kunne lige så godt have været på en anden planet. En helt igennem bevidsthedsudvidende oplevelse er forbi. Minearbejderne siger, at ”når bjerget én gang har omfavnet én, så giver det ikke slip igen.”
Det har de ret i.