En opskrift på ballade: Separatister og politi gør klar til afstemning i Catalonien

Tilhængere af uafhængighed fortsætter med at uddele stemmesedler til ulovlig afstemning på søndag.

Et utraditionelt valgkontor foran et universitet i Barcelona. (Foto: © Jan Vinholdt, DR)

Fingrene scroller hjemmevant hen over telefonen: ”Hvor bor du? Et øjeblik, så skal jeg sige dig, hvor du skal stemme”

Biel Cursach sidder ved et bord på gaden foran det universitet i Barcelona, hvor han til daglig studerer jura. Ved siden af ham sidder hans medstuderende, over ham står en flok ældre mennesker med deres identitetskort i hånden.

De ældre ved, hvor de selv bor – men de er ikke så fortrolige med internettet – og de har ikke nogen printer.

Det, de er i gang med, er langt fra hverdagen i et europæisk land: De unge tjekker internettet for stemmesteder, der ser ud til at holde åbent på søndag. Når de finder et, der ligger i nærheden af de ældres bopæl, giver de dem adressen - og stikker dem hjemmeprintede stemmesedler i hånden.

- Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle få fat på en stemmeseddel, siger pensionisten Ricardo Belufo.

Studerende uddeler stemmesedler på gaden i Barcelona. (Foto: © Jan Vinholdt, DR)

To pr. mand

Der er så meget rift om stemmesedlerne - pensionisterne vil gerne have ekstra med til familie og venner - at de studerende indfører rationering: To sedler pr. mand. "I kan hente flere senere."

De hjemmeprintede stemmesedler er blot et tegn på, hvor uforudsigelig og kaotisk situationen er her i Catalonien før uafhængighedsafstemningen på søndag. I sidste uge arresterede spansk politi en lang række catalanske embedsmænd og politikere, der var involveret i forberedelserne, og konfiskerede over ni millioner stemmesedler.

Siden har lyden af skeer, der bliver banket mod grydelåg og kasseroller, lydt i Barcelonas gader hver aften klokken 22. 15 minutters protest mod, hvad tilhængerne af uafhængighed opfatter som en politistats overgreb mod deres demokratiske ret til at stemme.

Hør larmen i videoen:

Valgsteder forseglet

Og i disse dage spidser konflikten yderligere til. Den catalanske anklagemyndighed har givet det catalanske politi – Mossos – ordre til fysisk at forsegle og bevogte de omkring 2.000 stemmesteder for at forhindre, at afstemningen kan finde sted.

For at komplicere det hele yderligere, har Barcelonas brandvæsen tilbudt at stille mandskab til rådighed - men for at hjælpe med, at afstemningen rent faktisk kan finde sted.

Uniformerne er ikke på samme side i denne sag. Og det slutter ikke her: Spansk politi har indtil nu sendt 3.000 ekstra betjente til Catalonien. De er - i helt bogstavelig forstand - ikke rigtig gået i land endnu. Til stor moro for nogle catalonere bor nogle af betjentene i dette skib – som er overmalet med motiver fra tegnefilmene 'Looney Tunes':

De spanske betjentes skib. (Foto: © JOSEP LAGO, Scanpix)

Og 4.000 politifolk er på vej fra andre dele af Spanien – klar til at rykke til Catalonien med få timers varsel. Videoer af den afsked, de fik, levner ikke megen tvivl om, hvor mange spaniere står i denne sag.

Absurd afstemning

Hverken regeringen i Madrid eller den catalanske regering har vist nogen som helst tegn på at ville give sig. Og mens ingen i Spanien har lyst til at se Catalonien rive sig løs og gå sine egne veje, så er befolkningen i Catalonien delt.

Fra pladsen overfor universitetet har mureren Pablo Cotello frit udsyn til langbordet med studerende, stemmesedler og ihærdige pensionister.

- Afstemningen er absurd, vi har ikke brug for flere problemer. Jeg bliver hjemme på søndag, siger han.

Hvis Catalonien rent faktisk fik en lovlig afstemning under ordnede forhold, kan det sagtens tænkes, at befolkningen ville stemme nej til uafhængighed. Og det kaos, konflikt og ballade, der tegner sig nu, får mange til at ønske afstemningen pakket langt væk.

Modstanderne af uafhængighed opfordres til at blive hjemme, til at lade som om afstemningen slet ikke eksisterer.

Pablo Cotello er træt af afstemningen på søndag. (Foto: © Jan Vinholdt, DR)

Indfrier valgløfte

Men overfor dem står de catalonere, der har stemt på de politikere, som har dannet flertalsregering i Catalonien - politikere, hvis fremmeste valgløfte var at give catalonerne en uafhængighedsafstemning. Det valgløfte indfrier de nu.

Og så er det - for tilhængerne af uafhængighed - mindre vigtigt, at Cataloniens regering ifølge den spanske forfatning slet ikke har lov til at vedtage den slags afstemninger. Set med deres øjne er netop denne afstemning et udtryk for et demokrati, der fungerer.

Og dermed er alt, der bliver gjort for at forhindre den, et forsøg på at undertrykke selvsamme demokrati.

Biel Cursach er i hvert fald ikke i tvivl. Han vil forsøge at stemme – uanset hvad politiet gør for at forhindre det.

- Jeg er ung, og jeg vil gerne skabe min fremtid i en uafhængig catalansk republik.