Første kinesiske højhastighedstog på vej i USA

Kina skal bygge højhastighedsbane i USA. Flere lande overvejer at følge trop.

Sådan forestiller selskabet bag højhastighedsbanen mellem Las Vegas og Los Angeles sig, at toget på ruten kommer til at se ud. (© Xpresswest)

En hurtigt, stille og afslappende togtur tværs igennem Californien til Nevada. Det er, hvad amerikanske rejsende kan se frem til, når en 370 kilometer lang højhastighedsbane mellem Los Angeles og Las Vegas snart bliver en realitet.

Det er De kinesiske statsbaners internationale afdeling, der har indgået en joint venture med det amerikanske selskab amerikanske XpressWest, om at bygge den nye højhastighedsbane.

Det amerikanske selskab har siden 2007 forsøgt at skaffe kapital til projektet, men først nu er der kommet skred i tingene.

Aftalen en milepæl

Detaljerne i aftalen har parterne ikke offentliggjort, men det står klart, at kineserne kommer med både højteknologi og finansiering. 650 millioner kroner har de smidt på bordet i startkapital, og projektet forventes at gå i gang i september 2016.

Det er første gang, at kineserne indgår en aftale om at bygge en højhastighedsbane i USA, og aftalen er en milepæl i Kinas forsøg på at sælge deres højhastighedsteknologi til vestlige økonomier.

- Aftalen kan tjene som model for fremtidige internationale projekter, siger Yang Zhongmin, formand for Kinas internationale jernbaner, til det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Sverige kan være de næste

Og vores svenske naboer kan meget vel blive de næste, der siger ja tak til en kinesisk højhastighedsbane:

- Det er fordi, teknikken er interessant. Kineserne bygger på pæle og højbaner og dermed tages der højde for de klimaforandringer, som vi allerede ser nu, med sne og regn, siger Karin Svensson-Smith, medlem af Miljøpartiet i Sverige og forkvinde for den svenske rigsdags trafikudvalg.

Sammen med en svensk delegation har Karin Svensson-Smith netop været i Kina, og svenskerne kunne godt lide, hvad de så og hørte:

- Alle de kritiske spørgsmål, vi har haft, har vi fået gode svar på, sagde Karin Svensson-Smith efter besøget til SVT.

Det er dog den svenske rigsdag, der skal beslutte endeligt, om kineserne skal bygge i Sverige. Men hvis banen bliver en realitet, kan svenskerne se frem til at kunne komme fra for eksempel Göteborg til Stockholm på cirka 1 time og 40 min.

Symbol på fremskridt

Kina indgik tidligere i år aftale med Rusland om at bygge en højhastighedsbane, der skal forbinde Moskva med Beijing. Banen vil blive 7.000 kilometer lang og vil skære rejsetiden ned fra fem dage til to dage.

Kina har bygget i alt 17.000 km højhastighedsbane i Kina og planlægger at bygge yderligere 15.000 kilometer inden 2020.

Så sent som i sidste uge åbnede kineserne en højhastighedsbane til grænsebyen Hunchun i det nordøstlige Kina:

Eksperter har rejst tvivl om, hvorvidt kinesernes mange kæmpeprojekter vil kunne hente investeringerne hjem igen.

Men højhastighedstog er blevet et af Kinas stærkeste symboler på industrialisering og fremskridt, og kineserne arbejder hårdt på projekter, der skal kæde Asien og Europa tættere sammen.