Camilla Patricia Hoeeg arbejder for den lille danske nødhjælpsorganisation '100procentnødhjælp'. Siden marts måned har hun været frivillig i en flygtningelejr i Vasilika, en lille landsby tæt på Thessaloniki i Grækenland.

Her mærker hun tydeligt, hvordan den lange sagsbehandlingstid i det græske asylbehandlingssystem sætter spor på de flygtninge, som hun møder i det daglige.

- Det er på mange måder et tab af håb, der sker. Mange af børnene har ikke kendt til skolesystemet i mange år. De fleste forældres eneste ønske er, at deres børn får mulighed for et almindeligt liv med skolegang. Noget, som de i starten havde troen på, de kunne få, siger hun.

Dårlige og beskidte forhold

Flygtningelejren i Vasilika er en gammel fabrik, som ikke har været brugt til produktion de seneste 10 år. Den består af ni lagerrum og er omgivet af et hegn.

I marts måned, da de første flygtninge ankom til lejren, var der intet gulv. På det tidspunkt blev der blot smidt nogle telte ind i selve rummene, som flygtningene kunne bo og sove i, lyder det fra Camilla Patricia Hoeeg.

I dag er der dog blevet lagt noget pap som gulv, men forholdene er stadig ringe.

- Der er beskidt og ringe mulighed for at holde mennesker og omgivelser rene. Der er nogle, som forsøger at holde sig varme om aften med kogeplader, de har fået af frivillige. Der er børn, som har brændt sig, fordi kogepladerne må stå på gulvet, siger hun.

Intet håb tilbage

I starten kom mange af flygtningene til Camilla Patricia Hoeeg og de andre frivillige for at spørge ind til deres sag. De var forvirrede og uforstående og ville vide, hvornår der skete noget.

Men det sker stort set aldrig mere, fortæller Camilla Patricia Hoeeg.

- Det er fordi, der er blevet givet op. Simpelthen. Det er fordi, folk har fået lov til at dø her, og fordi de har indset, at ventetiden er enorm. Derfor spørger de ikke mere, siger hun.

På trods af de ringe forhold i lejren og en vinter, som nærmer sig, forsøger mange af flygtningene at holde humøret oppe. Og det kommer bag på Camilla Patricia Hoeeg, hvor meget styrke de viser i den svære tid, understreger hun.

- Det er de stærkeste mennesker, jeg har mødt. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan de kan holde det ud. Jeg forstår ikke, hvordan de kan stå op hver dag og spørger, hvad de kan hjælpe med hver dag på trods af det, siger hun.

Voksne børn og unge

Ventetiden og de ringe praktiske forhold i lejren betyder ifølge Camilla Patricia Hoeeg også, at børn og unge får mere ansvar i familierne. Hun husker især en nylig episode, som hun havde med en 6-årig pige i flygtningelejren.

- Pigen hviler hovedet på min højre skulder. Så siger hun ”Jeg hjælper mor med at vaske tøj, men vi vasker så meget tøj, at jeg har så ondt i ryggen nu”, siger hun.

I en anden familie er det den 17-årige dreng, som er familiens motor.

- Hans mor vil for eksempel ikke gå på toilettet uden ham. Han har styr på alting: asylaftalerne, papirerne, hvordan det ser ud med deres fars sag i Østrig, siger Camilla Patricia Hoeeg.

Nogle lukker helt ned

I starten oplevede Camilla Patricia Hoeeg, at børnene havde et stort gåpåmod. De var forholdsvis glade og havde overskud til at lege med hinanden og tænke på hinanden.

Men også det har ændret sig.

- Der er nogle af børnene, som har lukket helt af. Der er andre, som er blevet voldelige og ustyrlige, siger hun.

Selvom nogle af børnene er positive og kærlige på trods af en svær situation, oplever Camilla Patricia Hoeeg også en gruppe, som reagerer meget voldsomt på uvisheden.

- Det er dem, som ikke siger noget. De bruger ikke ord, de gestikulerer ikke. Du kan sige, der er mad eller give dem en pose chips. Men der er ingen reaktion, siger hun.