USA's præsident Barack Obama rejser for tiden rundt i Afrika på officielle besøg. Men inden præsidentens besøg i Kenya begynder i dag, er bølgerne allerede begyndt at gå højt.
I et nyhedsindslag på CNN valgte kanalen at omtale Kenya som en såkaldt "hotbed" for terrorister - eller hvad man kan oversætte til en rede for terrorister.
Det har fået Kenyas indenrigsminister til at bede CNN om en officiel undskyldning, hvis kanalen er 'civiliseret nok'.
- Jeg opfordrer alle kenyanere til at behandle CNN's nyhedsdækning med den foragt, den fortjener, siger indenrigsminister Nkaissery ifølge BBC.
Kenyanere: Vi skyder ikke folk i biografen her
Nu er kenyanerne selv begyndt at tage til genmæle på twitter, hvor de under hashtagget #SomeoneTellCNN gør opmærksom på alle de måder, hvor Kenya ikke er hjemsted for terrorister.
https://twitter.com/paulakahumbu/status/624489214982385664 https://twitter.com/masaku_/status/624238535843938304
Flere bruger ordet "hotbed" (varm seng, red.) til at lave ordspil. Som denne twitterbruger, der henviser til, at det eneste varme i de kenyanske senge, er kvinderne.
https://twitter.com/rgb_tomsy/status/624508741866684416
Nogle kenyanere går også så langt som at påpege, at USA ikke skal kaste med sten, når de selv bor i glashuse.
Så sent som i aftes skød og dræbte en 58-årig mand to og sårede ni andre i en biograf i Louisiana i de amerikanske sydstater.
Det får også en kommentar med på vejen:
https://twitter.com/CrimsonCrimo/status/624423751287992321
Angriber fra Somalia
Andre henviser til, at CNN tydeligvis må have taget fejl af de to nabolande Somalia og Kenya.
https://twitter.com/wewesamwewe/status/624148465124278272
Den voldelige islamistiske gruppe Al-Shabaab har netop hjemme i Somalia, hvorfra de har udført flere angreb mod kenyanske mål.
Det seneste store angreb skete så sent som i april, hvor over 140 personer blev dræbt på et universitet.
Det mest kendte angreb skete mod Westgate indkøbscentret i Kenyas hovedstad Nairobi i 2013, hvor terroristerne fra Al-Shabaab trængte ind i centret og henrettede alle, der ikke kunne citere koranen.
Det er ikke mere end en uge siden, at Westgate-centret genåbnede.
USA's militær bag indgreb i naboland før statsbesøg
Ifølge CNN er der dog noget om snakken om terrorister.
Ifølge nyhedsmediets oplysninger har det amerikanske militær i den seneste uge gennemført flere aktioner i nabolandet Somalia for at forhindre et terrorangreb mod kenyansk militær, som skulle være under opsejling.
Besøget i Kenya bliver det første for Barack Obama som USA's præsident.
Obama har et særligt forhold til landet, da hans far var fra Kenya, hvor faren også boede og arbejdede som økonom for regeringen.