Tilbage i 2005 mødte DR's globale korrespondent Steffen Kretz den nu afdøde mangeårige israelske politiker, Shimon Peres. Det skete i forbindelse med programserien "De skrev historie", hvor Kretz mødtes med og interviewede nogle af verdens mest indflydelsesrige ledere.
De to mødtes på Peres Peace Center i Israel. Med Kretz' egne ord var Peres en hyggelig og beleven vært, men samtidig en garvet rotte, når det drejede sig om at tale med journalister.
- Han var ikke en, man lokkede ud på en limpind og fik til at sige nogle ting, han ikke havde overvejet. Han vidste præcis, hvad han kunne sige, og hvor langt han kunne gå, fortæller Steffen Kretz, der forsøgte at udfritte Peres om Israels atomvåbenprogram, som Israel aldrig har erkendt, at man har.
- Han gik præcis så langt, som han kunne - hvor man ikke kunne misforstå, at Israel har våben, men han sagde det alligevel ikke. Han var en mand, der vejede sine ord på en guldvægt - en trolig erfaren diplomat, men også en mand, der kunne tale poetisk og løfte sig op over det politiske dag for dag-slagsmål og kigge på staten Israels længere interesser og sætte det ind i en historisk sammenhæng på en fin, poetisk og letforståelig måde, siger Steffen Kretz.
Manden med den fremstrakte hånd
Kretz tøver ikke med at kalde Peres for en af Israels største statsmænd, der var respekteret alle steder, hvor han kom, ikke mindst på grund af sin nuancerede og diplomatiske måde at udtrykke sig på.
Men i hjemlandet Israel var han en lidt mere kontroversiel figur på grund af sit store og aldrig trættende arbejde for en fredsaftale med palæstinenserne, påpeger Steffen Kretz.
- Især hos høgene på højrefløjen anså man ham for at være en due i forhold til palæstinenserne - en, der ønskede fred, hvor man burde være stærk. Han var en, der skiftede holdninger og standpunkt, og som jo gik fra at være en mand med fokus på det militære til en mand med en fremstrakt hånd. Så han har et mere dobbeltsidet eftermæle i Israel, end han har ude i verden, hvor han betragtes som den vel største statsmand, Israel har haft, siger Steffen Kretz.