Løkke efter omstridt Macron-udtalelse: 'Jeg ville selv have udtrykt mig på en anderledes måde'

Den franske præsident har "dummet sig" med sine opsigtsvækkende udtalelser om Taiwan-striden, siger S-politikeren Niels Fuglsang.

Lars Løkke Rasmussen (M) mødtes flere gange med den franske præsident, Emmanuel Macron, da han var Danmarks statsminister. Nu tager han som udenrigsminister afstand fra en stærkt omdiskuteret udtalelse, som præsident Macron er kommet med. (Foto: © LUDOVIC MARIN, Associated Press)

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er endt i et heftigt diplomatisk stormvejr, efter at han i weekenden udtalte, at Europa bør holde sig på afstand af den anspændte strid om Taiwan, som lige nu udspiller sig mellem USA og Kina.

- Er det i vores (europæernes, red.) interesse at fremskynde spørgsmålet om Taiwan? Nej. Det værste ville være at tro, at vi europæere bliver nødt til at følge trop i dette spørgsmål og tilpasse os den amerikanske taktstok og en kinesisk overreaktion, lød det fra den franske præsident, som tilføjede, at de europæiske lande bør undvige "konflikter, som ikke er vores" og i stedet bruge kræfterne på at blive bedre til at stå på egne ben.

- Vi europæere bliver nødt til at vågne op. Vores prioritet er ikke at tilpasse os andres dagsordener i alle verdens regioner, understregede Emmanuel Macron i interviewet.

Netop de udtalelser er i de seneste dage blevet endevendt og gennemanalyseret af både politikere og kommentatorer. Og de har mødt hård kritik fra en række europæiske og amerikanske politikere, som blandt andet beskylder den franske præsident for at underspille alvoren af Taiwan-konflikten.

Spørger man den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), er det da heller ikke noget, han selv kunne finde på at sige.

- Jeg ville selv have udtrykt mig på en anderledes måde, konstaterer han.

Kæmpe regninger for Europa

Selvom Lars Løkke Rasmussen er helt på linje med den franske præsident i, at "Europa i højere grad skal stå i egen ret", så understreger han, at verden nu er "blevet så lille, at der ikke længere findes konflikter, som ikke også har en europæisk dimension."

- Det er klart, at Taiwan ligger langt fra Danmark og Europa. Men Taiwan - og ikke mindst det, at der er stabilitet i taiwanstrædet - har betydning for hele kloden. Halvdelen af de containere, der sejles rundt på verdenshavene, passerer strædet, siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

- Så hvis der er en konflikt, der eskalerer derude, kommer det med kæmpe regninger til os alle og får en global indvirkning. Også på Europa, understreger han.

S: Macron har dummet sig

Det er især i Østeuropa, at præsident Macrons kommentarer har vakt opsigt og kritik. Her tolker man dem nemlig også som en indirekte begmand til amerikanerne, der ellers har stået skulder ved skulder med Europa i krigen mellem Ukraine og Rusland.

- I stedet for at gøre os strategisk autonome fra USA, foreslår jeg, at vi opbygger et strategisk partnerskab med USA, lød det i går fra den polske premierminister, Mateusz Morawiecki.

Emmanuel Macron har endnu ikke selv været ude at kommentere kritikken eller uddybe sine pointer. Men Niels Fuglsang, der sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og er medlem af parlamentets Kina-delegation, er enig i, at udtalelsen kan tolkes USA-kritisk.

- Jeg synes, Macron har dummet sig. Tiden er ikke inde til at signalere splittelse mellem Europa og USA. Og det er nogle uheldige signaler, man sender til Kina i forhold til de trusler, de kommer med over for Taiwan, siger han.

En talsperson for den amerikanske regering har været ude at sige, at de fortsat har "et glimrende forhold" til den franske regering. Men Niels Fuglsang kan godt frygte, at udtalelsen kan komme til at skade Europas forhold til USA.

Flere fremtrædende republikanske politikere, heriblandt Marco Rubio, har nemlig været ude at sige, at interviewet bør give stof til eftertanke i Washington D.C.

- Det er meget vigtigt for os, at USA engagerer sig i Ukraine-spørgsmålet. Uden præsident Bidens engagement ville vi have stået et helt andet sted. Og det, at vi i Europa skal have strategisk autonomi og blive mindre afhængige af andre lande, bør ikke medføre, at vi sender et signal om, at vi nu ikke vil have en stærk alliance mellem EU og USA, siger Niels Fuglsang.