Regeringen vil afsætte flere penge til udsatte kvinder, der er i risiko for voldtægt, menneskehandel og tvangsægteskab.
Penge, der falder på et tørt sted, forklarer statsminister Lars Løkke Rasmussen fra New York, hvor FN afholder sin 72. generalforsamling tirsdag.
- Vi har en præsident siddende i det Hvide Hus, der har trukket sig fra alt internationalt samarbejde, der har med familieplanlægning at gøre, siger han til DR Nyheder.
USAs præsident Donald Trump genindførte i foråret den såkaldte global gag rule, så USA ikke længere økonomisk bidrager til internationale organisationer der informerer om abort.
Danmark må tage faklen op
Det skal 315 millioner danske støttekroner rette op på.
- Det er et klart signal til Amerika. Hvis nogen kaster faklen, må andre samle den op. Verden har brug for lederskab, siger Lars Løkke Rasmussen.
Pengene var oprindeligt afsat til at blive brugt på asylcentre i Danmark, men færre asylansøgere i Danmark betyder, at de kan bruges til udvikling.
- Nu kan vi bruge dem til deres formål, nemlig udviklingsbistand, forklarer Lars Løkke Rasmussen, der erkender, at det ikke står mål med USA's tidligere bidrag.
- Selvfølgelig kan Danmark ikke tage over efter USA. Vi er et lille land i forhold til USA, men der mangler en frihedens stemme i en verden med krig og konflikt, forklarer Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.
Det er særligt i perioder med krig, at piger og kvinder bliver udsat for overgreb. Derfor skal de have mere hjælp til at kunne bestemme over egen krop, og derved også brug af prævention.
- Det er en dansk prioritet at kvinder skal have lov til at bestemme over deres egen krop. Det har Danmark altid været kendt for.
Sådan skal pengene bruges:
- •
145 mio. kr. til FN’s Befolkningsprogram (UNFPA) til prævention i udviklingslande og information og vejledning om familieplanlægning, bl.a. i Uganda.
- •
170 mio. kr. til UNICEF til uddannelsesindsatser i udvalgte lande i Vestafrika samt til Education Cannot Wait, der fokuserer på uddannelse i krise- og konfliktområder.